 |
 |
|
 |
 |
Velkommen hos familien Pehrsson
Fyrre - fiks og forrygende festlig!
Forrygende 80'er fest
I weekenden fejrede vi min fyrre års fødselsdag med en 80'er-fest i forsamlingshuset. Vi havde samlet 43 venner og familie og forsøgt at sætte det hele i 80'ernes tegn: Diskotek med discokugle og røgmaskine, velkomstdrink med Pisang Ambon, 80'er-menu med rejer til forret, culottesteg og hasselbagte kartofler, hjemmelavet is. Borddækning i 80'er-farver: sort, grå og pink. Og masser af musik fra 80'erne.
Rigtig mange af gæsterne var hoppet med på temaet og gjort et stort arbejde ud af at finde tøj, sko og smykker fra 80'erne. Vi havde en rigtig sjov og festlig aften! I aftenens løb var der underholdning i den lettere ende. Bla fik vi besøg af duoen The Golden Dicks som gav et par numre. En mystisk mand/dame fra min fortid i 80'erne kom og mindede mig selv om mine gæster om adskellige pinlige (og totalt selvopdigtede) episoder fra mit liv. Min mor holdt tale og naboerne havde forberedt en aldeles uretfærdig Gæt og Grimasser-quiz. Og HVAD har jeg med Grethe Schønk at gøre? Og hvorfor er der ingen der har fortalt mig, at sådan en fest bør afsluttes med mindst en times afspænding og udstrækningsøvelser! Men jeg er ikke den eneste der har været øm i kadaveret. Bedstefar måtte på krykker mandag og AG har vrikket for meget med numsen - hun har i alt fald ondt i hofterne.
Jeg er blevet begavet med mange flotte og dejlige gaver. Krukker til haven, fuglebade, toilettasker, computertasker, cream, massagepude, farverige trugs, en ko, chokolade og luksus kaffe, penge, havebog, engle, taske og et spejlreflekskamera. SKØNT at blive fyrre!
Se masser af billeder fra festen her på Picasa
Tillykke
Tirsdag kunne jeg fejre min fyrre års fødseldag. Vi skulle på arbejde og i skole som sædvanlig, men jeg nåede lige at få en enkelt gave fra morgenstunden. En rigtig flot taske fra Desigual. Ellers er jeg blevet begavet med toilettaske, engle i glas, massagepude og beautyboks. Bedsterne havde sneget sig ind i huset mens vi var på arbejde, og havde stillet et stort fuglebad an i stuen, sammen med en bog om beskæring. Så nu længes jeg pludselig efter foråret!
Inspirerende Chris MacDonald
Mandag aften var Kurt og jeg til en rigtig godt foredrag i InSide i Hammel. Chris MacDonald er en fantastisk foredragsholder. Han er fuld af dynamik, humoristisk, selvironisk uden at det er for meget og han forstår at holde publikum fanget fra start til slut. Jeg kan ikke mindes, at jeg før har været til et arrangement, hvor foredragsholderen står inden for døren og giver hånd og hilser personligt på alle 400 tilhører. Men det gør Chris! Jeg har været til foredrag med ham før, så jeg havde høje forventninger. Men han var præcis så underholdende og fængende som jeg havde forventet. Og tag ikke fejl af hans image som sundhedsguru og tv-star. Han har en universitetsuddannelse inden for humanfysiologi og samarbejder i dag med universiteter i både Danmark og USA.
80'erne
Knap en ugr til min 40 års fødselsdag. Jeg fornemmer en lille smule stress i planlægningen af min fest. Den skal stå i 80'ernes tegn. Nu har jeg duge, servietter, lys og bordkort på plads. Musik er klar. Kogekonen bestilt og menuen planlagt - i bedste 80'er stil. Bilen har bragt et tungt og klirrende læs hjem fra Tyskland. Men BORDPLAN! Vi har efterhånden holdt et par fester i forsamlingshuset og det skal IKKE være "som det plejer". Så jeg lægger hovedet i blød for at finde en anden måde at stille borde, bar og musik på.
Jeg skriver også løbende på en
ønskeseddel
som kan læses her på hjemmesiden.
Jeg har lavet et
lille afsnit her på hjemmesiden
, om de gode ting jeg finder frem til om tøj, hår osv.
Vinterferie på Skagen Strand
Vi har tilbragt en uge i en dejlig feriebolig på Feriecenter Skagen Strand. Favrskov kommune har en feriebolig deroppe og jeg har været så heldig, at jeg har fået lov til at leje den i uge 7. Og det har virkelig været vinterferie! Sneen har dækket alt og alle og dagen inden vi skulle hjem, fejede en forrygende snestorm over Nordjylland. Så det har været en ferie præget af svømmebad, masser af rødvin og afslapning. Der har også været lidt shopping og gåture i vintervejret. Bedstefar og Bedstemor var sammen med os i fire dage. Der var masser af plads i feriehuset, så vi kunne sagtens være der alle sammen. Se masser af
billeder fra vores ferie her på Picasa
.
travlhed på foderbrættet
Siden midt i december har der lagt sne og jorden har været stiv af frost. Hver dag får fuglene en liter fuglefrø på de to foderbrætter i haven. Der hænger mejsekugler og nødder i net på buske og træer i nærheden af foderpladserne. Når det er rigtig koldt, smelter vi magarine og hælder fuglefrø og havregryn deri. Gammelt brød får også en tur i en gang smeltet margarine, for at give fuglene så meget fedt som muligt. Det er svært at give dem vand, for det fryser til is efter ganske kort tid.
Den første weekend i februar er der forårsbebudere på foderpladsen. To stærer sidder og deler brød og frø med en flok solsorter. Gad vide hvor de kommer fra? Normalt er stræren mit tegn på at foråret er på vej. Men her er alt endnu dækket af sne, omend det i dag er tøvejr-
kreativ lektielæsning
Oline skal hver dag læse i en bog, som hun har fået for som lektie i skolen. Bagefter skal hun skrive en sætning om det, hun har læst. Det forgår til tider under underlige omstændigheder. Som den aften vi kom ind i stuen og fandt hende på sofabordet, i gang med dagens lektie...
NU tager jeg mig sammen
Jeg har taget mig sammen i månedsvis - næ, måske i årevis..... Roderummet. I den senere tid betegnet katastrofeværelset. For et par år siden, lagde vi laminatgulv i gangen og Olines værelse. Der er ikke noget så godt, som at kunne se alle nullermænd pået glat gulv. I samme ombæring købte vi gulv, så der også var til at skifte gulv i rodeværelset. Der er bare ikke rigtig sket mere....
I juleferien var jeg overbevist om, at NU skulle det værelse have en omgang. Men det blev ikke rigtig til noget, selv om jeg prøvede at tage mig sammen. Nu har jeg endelig taget hul på opgaven. Alene at få rummet tømt! Det er ufatteligt, hvor meget BRAS der står derinde. Men jeg kan ikke undvære ret meget af det. Men NU skal der ryddes op. Jeg ønsker mig et rum, hvor jeg kan sidde og nørkle med mit dukkehus. Sy. Klippe og klistre. Et rum, hvor der er rart at være og hvor jeg kan finde mine ting, min symaskine og mit værktøj-
travetur i sneen
Vi prøver ihærdigt at leve op til vores målsætning om at være lidt sundere i 2010. Fredag eftermiddag kom der varm kakao og boller i rygsækken og vi tog en tur ned i Egeskoven i Langå for at trave en tur. Eftermiddagssolen skinnede på de krogede, gamle træer og glimtede i alt den hvide sne. Vi kunne tydeligt se spor fra rådyrene i sneen. Både deres efterladenskaber, fodspor og der hvor de havde skrabet i sneen efter mos og andet grønt. En dejlig tur i et dejligt vinterlandskab.
Kurt er startet på nyt arbejde. Efter 2½ måned hjemme er han nu igang på Jobcentret i Randers. Her skal han arbejde med kontanthjælpemodtagere over 25 år. Så han er godt træt i hovedet, når han kommer hjem! Jeg kan godt vinke farvel til at få udført alle de dejlige, huslige opgaver, jeg havde listet op på tavlen i køkkenet. Nu må jeg jo nok selv igang....
Godt Nytår
8 voksne og 9 børn - så er der gang i huset på en nytårsaften! Vi havde en rigtig festlig aften sammen med naboer og venner. God mad og glad stemning. Børn og voksne var ude at lave løjre og vi fik fyret raketter og batterier af. Vi have noget rigtig flot fyrværkeri i år og da de fleste af børnene foretrækker at se rakketterne lidt på afstand, havde de det bedste udsyn fra stuens store vinduer. Det var bidende koldt. Støvler, huer, vanter og ikke mindst skidragter til 9 børn og samme mondering til 8 voksne - det fylder rigtig godt i et bryggers. Fantastisk, at alle ungerne kom i eget udstyr, når de gik ud. I aftenens løb dumpede flere naboer ind forbi. De sidste gik kl 5.
Nu er stuen ryddet op, gjort ren og alle møbler tilbage på deres oprindelige pladser. Efter en måned med julepynt og derefter nytårsgejl, er det dejligt at skue ud over en "tom" og ren stue. Julegaver i form af et par Herstal skåle, en vase og en digital fotoramme er sat på plads og der er nye hyasinter på sofabordet. Nu er vi lige som klar til starten på et nyt år!
Hvem er vi?
Familien Pehrsson består af Kurt, Pia og Oline samt vores
kæledyr
. (Tre katte, 4 fisk og to kaniner) Vi bor i Landsbyen Værum, som ligger midt mellem Randers og Langå. Vi bor i et gammel aftægtshus fra 1920, som vi de sidste 16 år har brugt en del tid på at renovere. Vi har også en have, som vi - især Pia - bruger rigtig meget tid på i sommerhalvåret. Haven har fået sit eget afsnit her på hjemmesiden, hvor du kan se mere. Når vi holder ferie, så sætter vi campingvognen på trækkrogen og tager rundt i Danmark.
Vi sætter meget pris på sammenholdet og aktiviteterne her i Værum. Der er et godt venskab blandt naboerne og vi laver ofte noget sammen. Bla. har vi et fælles
kartoffelkonsortium
, som er nærmere beskrevet i sit eget afsnit her på sitet. Her kan du også se en lille kalender over vores flagdage her i vores ende af Værum.
Du kan altid læse om vores hverdag og hvad vi går og laver
her.
Pia P
Kurt
Kurt Pehrsson
Født i Fredericia, flyttet til Stilling som 9-årig, hvor han er vokset op hos sin moster og onkel. Gået på handelskole i Skanderborg. Aftjent værnepligt hos Prinsens Livregiment i Viborg 1987-1988. Oprindelig udlært i byggemarked - sjovt nok Barnow i Århus.... Har arbejdet i flere butikker rundt om i det midtjydske.
I 12 år har Kurt arbejdet på
Grundfos
i Bjerringbro, hvor han i 9 år brugte alt sin tid på at være tillidsmand for 3F'erne i hans fabriksområde. De sidste to år har han arbejdet på Grundfos, som mentor/assistent for et værksted under Socialt Engagement. Her har han hjulpet og støttet unge mennester til at blive integreret på arbejdsmarkedet.
Fra januar 2010 er det på Jobcenter Randers, Kurt slår sine folder som vejleder.
Kurt er ekspert i mobiltelefoner og har gerne sidste nye model i lommen. Men hans bil står bestemt også hans hjerte nær. Ingen bil i Værum bliver udsat for vask så ofte som Kurts.
Og er jeg rigtig heldig, så får min bil også en overhaling.
Ud over at være en rigtig pop-tøs, så har Kurt masser af gode sider, som gør at han altid er god for en shoppetur. Han kan bruge timevis i Matas, hvor han studerer nye duft og får ekspedienterne til at hoppe og springe for at lade ham dufte til det hele. Ud over at være storforbruger af parfumer, så kan han godt lide at have tøj i de "rigtige" mærker. Og jeg tror han har mindst 10 forskellige vinterjakker. Og jeg har talt 30 skjorter på bøjlestangen....
Oline
Den øvrige del af familien
Familien tæller også to kaniner: Jakob K og Jasmin og tre katte: Mille, Bette Fis og Jalle, plus 4 slørhaler....
Kattene Mille og Bette Fis har vi købt som formidlingskatte hos Dyrlæge Garbus på
Vorup Dyrehospital
. Det kan varmt anbefales at anskaffe sig kat på den måde. Man er sikker på et sundt dyr og for det beløb man giver for katten, bliver den neutraliseret, øremærket, meldt til register hos Kattens Værn og vaccineret første gang.
Den norske skovkat Jalle har vi fået af en familie som ikke havde den fornødne tid til missen. Med 3 katte i familien har vi nullermænd OVERALT - ALTID!
Hvis naboerne skal på ferie, så er vi gerne plejefamilie for hunde og kaniner og hvad der nu ellers skal passes. Det er fordelen ved at bo i en lille by, hvor vi har et nært naboskab. Vi stiller gerne op og passer børn og dyr for hinanden.
Et besværligt efternavn....
Det er ikke altid nemt at have et efternavn, som alle tror de kan stave.... Jeg tror efterhånden jeg har mødt alle variationer. Pia Person, Pia Pehrson, Pia Persson, Pia Pherson. Da jeg gik i skole var jeg Pia Mikkelsen, da jeg kom på handelsskole var jeg Pia Dalsgaard. Men nu har jeg altså giftet mig til Pehrsson. I lang tid blev jeg ved med at kalde mig Pia Dalsgaard, for det var jo lige som MIG. Men efter jeg fik arbejde i Kristelig Fagbevægelse blev jeg til Pia Pehrsson. Og det er jeg egentlig ganske godt tilfreds med. I det daglige på arbejde er jeg Pia P, for på min tidligere arbejdsplads var vi ikke færre end 3 Pia'er på mit kontor......
Og NEJ, Pehrsson er IKKE svensk. Kurt er ikke af svensk afstamning. Han er ganske almindelig jyde. Måske ikke ligefrem jyde af kartoffeltysk afstamning som jeg selv, men i alt fald jyde så langt han kender sine forfædre tilbage i tiden.
Mine kartoffeltyske aner kan du finde her på
Olines stamtræ.
Lav selv en hjemmeside
Lav din egen hjemmeside!
Vi bruger 123hjemmeside til at lave vores hjemmesider og fotoalbums på nettet.
Det er nemt og enkelt.
Der findes over 200 kreative skabeloner, og du er igang med din egen hjemmeside på bare 3 minutter!
Prøv det selv gratis ved at klikke her:
http://www.123hjemmeside.dk/
|
|
 |
|
|
|