 |
 |
|
 |
 |
-kalender...
Maj 2010
I have pibler det frem. Alt bliver grønt og fint. Det spirer dag for dag. Også ukrudtet. Så nu gælder det om at få det værste væk, inden vi forhåbentlig kan snuppe et par fridage i campingvognen. Kartoflerne er sat her den første weekend i maj - men urtehaven må nok vente et par uger. Der er stadig frost om natten. Der står ellers utallige blomster og stiklingen på spring i mit drivhus. For ikke at tale om alle georginerne som ligger og venter på at komme i jorden.
April 2010
Vi fik et solidt sæt havemøbler i hårdt træ til vores bryllup. De første år blev de behandlet efter alle kunstens regler. Hvert forår blev de renset af i både det ene og andet vidundermiddel fra TripTrap. Dernæst skulle der slibes og olieres. En lang process. De seneste år har de bare fået en gang brun træbeskyttelse og jeg var efterhånden ved at være lidt træt at de tunge og besværlige træmøbler. Og de var ikke særlig pæne mere, efter en noget mangelfuld pleje. Men de fejlede jo ikke noget.
I år har de fået en ordenlig overhaling med en gang sort, laserende træbeskyttelse. Og sikke en forandring! De skjoldede, brune møbler blev som nye! Nu står de superflotte på terassen og er klar til forår og solskin! Jeg blev helt vild med at sværte med den sorte træbeskyttelse. Så der kom sorte stafferinger på legehuset. Hindbærstativerne blev sorte. Og havemøblerne. Så vi er nærmest gået i sort i år! Men det har virkelig pyntet!
April
Det har været super godt vejr i weekenden og vi har givet græsplænen en forårskur. For første gang har vi haft så meget sne, at vi havde plettet med sneskimmel flere steder. Og så er der den sædvanlige gang mos. Hvert år starter vi havesæsonen med at trimme græsplænen for mos. Vi har Mantis Minifræser, hvor vi kan sætte mosriver på. Den er særdeles effektiv. Kurt kører hele græsplænen over med Mantis'en og jeg river efter. Vi samler gerne over 20 sække med mos, som vi kører på forbrændingen.
Opskrift til græsplænens forårskur Græsplænen trimmes med mostrimmer Mos rives væk Græsplænen slåes med græsslåmaskinen med opsamler Nogle steder trimmes igen med mostrimmer Mos rives væk Ujævnheder i græsplænen jævnes ud med sand Der såes græsfrø de steder, hvor græsset er i meget dårlig stand Der gives gødning
februar 2010
Siden midt i december har der lagt sne og jorden har været stiv af frost. Hver dag får fuglene en liter fuglefrø på de to foderbrætter i haven. Der hænger mejsekugler og nødder i net på buske og træer i nærheden af foderpladserne. Når det er rigtig koldt, smelter vi magarine og hælder fuglefrø og havregryn deri. Gammelt brød får også en tur i en gang smeltet margarine, for at give fuglene så meget fedt som muligt. Det er svært at give dem vand, for det fryser til is efter ganske kort tid.
Den første weekend i februar er der forårsbebudere på foderpladsen. To stærer sidder og deler brød og frø med en flok solsorter. Gad vide hvor de kommer fra? Normalt er stræren mit tegn på at foråret er på vej. Men her er alt endnu dækket af sne, omend det i dag er tøvejr-
Januar 2010
Efter en jul og nytår med haven dækket af sne, så byder januar på endnu et læs hvid pynt til træer og buske. Det er et fantastisk syn, at se de mørke, bare grene pyntet med hvid sne.
Mit belgiske pilehegn står med sne i alle ruder.
December 2009
Efteråret var mildt langt ind i december. Der er Klimatopmøde i København og alle aviser og nyhedsudsendelser er spækket med varsler og dårlig spådomme om et klima i forandring. Jeg hører en udsendelse, hvor man fortæller, at vi i Danmark må regne med, at der fremover kun vil være tre årstider. Forår, sommer og efterår. Vi skal ikke regne med, at vinter med frost og sne vil være en årstid vi oplever i Danmark. Og hvad sker der? Mens verdens toppolitikere er samlet i København, dækkes Danmark med sne. Julesne! Vintersne! Og det bliver liggende hele jul og nytår over. Jeg siger igen og igen til Oline, at hun skal indprente sig den jul, hvor hun var 7 år. Der var der sne og kælkevejr hele juleferien!
Inden frost og kulde sætter ind, har jeg hente masser af grandækning hos naboen. Han har en lille plantage med juletræer og hvert år, når han fælder juletræer, bliver der en masse grene til overs. Jeg henter flere stakke på trillebøren og dækker roser, bonderoser, figentræ og sommerfuglebusk med masser af granris.
November
Jeg er rigtig sent ude med at få krukkeplanterne ind. For en måneds tid siden trak jeg fuchia og de andre planter som gerne skal overvintre ind under halvtaget og i drivhuset. Og her har de så stået siden. Stadig i fuldt flor. November måned har været usædvanlig mild. Man taler om den varmeste november i 10 år. Til gengæld med rigelig regn!
Nu står krukker med blomstrende, spanske marguritter og andre krukkeplanter, side om side med pilekeglen med julelys. I den næstsidste weekend i november har jeg klippet blomsterne og de længste grene af mine fuchia og duftgeranier og sat dem alle over i "rummet". Her kan de stå frostfrit vinteren igennem. Jeg skal huske at vande dem! Sidste vinter slog jeg en del planter ihjel, fordi jeg var for sparsom med vanding.
Oktober
Nattefrosten har lavet isblomster på soveværelsesvinduet et par gange. I samme nu er det slut med alle georginerne. Det betyder at efterårets store grave og sorteringsarbejde kan begynde. Heldigvis bød søndagen på dejlig sol, så jeg brugte hele dagen på at få mine knolde gravet op. Stænglerne knækker jeg af og kører en tur gennem kompostkværnen, så de fylder mindst muligt. Knoldene bliver gravet op og banket fri for jord. For at kunne kende forskel på blomsterne, har jeg skrevet deres navn og betegnelse på et stykke alupersienne og stukket ned i jorden sammen med knolden. Nu kan jeg kende dem fra hinanden og få dem sorteret og lagt i de rette kasser. 18 æblekasser er stablet er nu stablet ind i mit "rum" til overvintring.
Læs
mere om min hang til georginer
August 2009
Der er kommet en del regn i juli og august. Selv om det ikke just var det perfekte vejr til at holde sommerferie, så har haven virkelig haft stor gavn af det meget regnvejr. Aldrig har mit staudebed stået så flot her i sensommeren! Alle mine floks står høje, ranke og fulde af blomster. En del af dem er parkeret i urtehaven i år på grund af byggeri.
Jeg tusser rundt i haven og lægger vandslanger ud, så de markerer hvordan nye stier kan sno sig rundt og give en god oplevelse af haven. Jeg kan ikke helt få det til at makke ret.
Juli 2009
Sidst på måneden er der godt nok kommet gang i krukkerne! Hele juli måned er der kommet mere regn end i de tre forgående måneder tilsammen. Sammen med det forholdsvis lune vejr, er hele haven eksploderet. Krukkerne står i fuldt flor.
Inden vi tog på sommerferie, tog jeg en tur rundt i haven med saksen. ALLE rosenhoveder blev klippet af. Jeg klippede så mange ærteblomster væk, som jeg orkede. Det lyder måske voldsomt, men det gør, at blomsterne danner nye knopper og dermed er der en frisk omgang blomster klar, når vi kommer hjem.
Juni 2009
For to år siden lavede Kurt og jeg et pilehegn i belgisk flet. Det danner rumdeling mellem indkørsel og den vestvendte terasse. Hegnet er lavet i en kraftig pil - Black Maule. Hver enkelt gren er stukket så langt i jorden som det var muligt og det første år blev der vandet rigtig tit.
Her i forsommeren står det fint lysegrønt. I løbet af sæsonen gror hvert enkelt skud flere meter, så de bliver studset flere gange i sommerens løb.
Maj 2009
Blåregnen blomstre helt overdådigt.
I maj bliver krukkerne plantet til. Bettina og jeg tager ud til et gartneri uden for Assentoft og køber ind. Jeg prøver nogle planter som jeg ikke tidligere har haft. Bla nogle pink cosmos og et par forskellige planter med sølvgrå blade.
Selv om jeg prøver at begrænse antallet af krukker, så ender det med 51 krukker, plus drivhuset. Og så er der jo alle roser og stauder som er på sommerferie i urtehaven. De skal også passes med ekstra vand.
Det er godt, at vi har gode naboer, som gider passe kæledyr og potteplanter i ferien.
April 2009
Det tidlige forår giver mulighed for masser af aktiviteter i haven. I Påskeferien flytter vi en masse planter fra haven og om i urtehaven. Her skal de stå sommeren over, indtil byggeriet er færdigt. Til efteråret anlæger vi forhaven på ny og planterne kan komme tilbage til blomsterhaven.
Græsplænen får den sædvanlige forårskur. Kurt tager en tur med mosfjerneren. I år gav det 10 stopfulde sække med mos, som blev kørt væk. En god gang gødning og så må sol og regn klare resten.
Marts 2009
Foråret er mildt og krokos og vintergækker pipler op af jorden.
En del af haven må vige for byggerod, så alle de løgplanter som stikker bladene op af jorden i byggezonen, de bliver gravet op. En del af dem kommer en tur i krukkerne på terassen, hvor de står og pynter. Når de er afblomstret, må de finde en ny vokseplads i haven.
Februar 2009
Endelig har jeg fået høstet de sidste pil. Desværre er der ikke mange af mine pil som er pæne nok til at bruge til flettepil. Det er kun den røde amerikaner der giver pæne, slanke, lange pil uden sideskud. De bliver sorteret og bundet og dernæst hængt til tørre i et år eller to. Heldigvis kan jeg bruge masser af pil i haven. Til hegn, figurer, blomsterstøtter og i urtehaven.
januar 2009
I "baghaven" har vi haft en lille "skov". Store grantræer som er langt højere end huset. Den lille skov danner baghave i Olines del af haven. Men nu er træerne efterhånden blevet så grimme og bare at de må væk. Vi fælder en hel del af dem, beskærer nogle få som får lov at blive tilbage. Vi vil jo gerne have fugleliv i haven. Kurt har fået en elektrisk motorsav og den er helt fantastisk. I løbet af ingen tid får vi fældet træerne, grenet af og savet stammerne op til brænde. Men absolutte ynglingsredskab er min kompostkværn. Og den kværner alle grenene så de kan gøre gavn som bunddække under frugtbuskene.
August
I august bugnerne frugtræerne. I haven har vi mest frugtbuske: Ribs, hindbær, solbær og brombær. Vi har også et gammelt pæretræ. Desværre kniber det med at få etableret flere frugttræer i haven. Mosegrise æder simpelt hen rødderne, så snart vi planter nye træer. Heldigvis er der naboer som langt fra bruger alt deres frugt, så vi plukker løs af friske, sprøde æbler og blommer. Skønt!
maj
En af forsommerens faste gøremål er at tilplante krukker til terassen. Og nu er en stor del af dem plantet til for i år. Men af erfaring ved jeg, at der kommer flere til.... Indtil videre er der 51 potter og krukker som skal vandes og passes hele sommeren. Nå ja, og så er der selvfølgelig potter og plantesække i drivhuset, men det tæller ikke rigtig med i den store krukketælling. Jeg har faktisk også fået sået en smule i urtehaven. De helt basale ting som gulerødder, radiser og ærter. Jeg skal have kigget nærmere på urtehaven, når jeg får bedre tid.
Skud på pilehegnet
Et par varme uger her i maj har fået alt til at springe ud og blive grønt. Jeg er glad for at se, at der kommer grønne skud på det pilehegn jeg har plantet. Jeg følger spændt de grønne skud, for at se om det lykkedes at få hele hegnet til at gro.
Maj 2008
Valmuerne er utrolig smukke og sarte, som de står der i aftensolen. Jeg har lyst til at plukke en hel buket af de papirstynde blomster, men jeg ved jo godt, at de falder så snart de kommer ind i en vase. Så jeg lader dem stå og nyder synet af dem udendørs.
Maj måned har været usædvanlig tør. Jeg har vandet i urtehaven for at se om mine frø vil spire. Frugt- og rosenbuske har også fået en ordenlig omgang med vandkanden. Begge mine regntanke er næsten tomme.
Vanen tro er terassen blevet spækket med krukker her i løbet af maj måned. Jeg er allerede over 50 krukker og bajler. Mine stakkels naboer sukker allerede, da de jo godt ved hvem der skal vande dem, mens vi er på sommerferie.
April 2008
Den sidste uge har budt på pragtfuldt havevejr. Tulipanerne som står mod syd er sprunget ud og kalkkarsen har stået i et par uger med masser af hvide blomster, som lokker humlebierne frem. Jeg har flyttet en masse stauder og vintergækker. Vi har planer om en ny terassen mod vest, så der skal ryddes et bed. Jeg har også gang i at lægge dahliaknolde i jorden. Som sædvanlig har jeg alt for mange, trods jeg lod flere ligge i jorden i efteråret, fordi jeg ikke orkede at grave flere knolde op.
April 2008
Til min fødselsdag fik jeg en stor, flot rosenbue af mine forældre. Her i april, hvor vejret er blevet bedre, har min far været over og samle buen og med Kurts hjælp få den sat op. Nu glæder jeg mig til at syrenhækken bliver grøn, så "porten" rigtig kommer til sin ret.
marts 2008
Kurt har hjulpet mig med at stikke huller i jorden, så jeg kunne plante pil til et belgisk hegn. Vi havde fjernet en hel masse buske ud mod indkørslen. Nu venter jeg spændt på, om alle pilestokke slår rødder og kommer med grønne blade her i foråret. Vi pusler med planer om at lave en terasse nedenfor pilehegnet. Der er altid lunt om eftermiddagen og aftenen her ved vestgavlen.
Marts 2008
Og bedst som påsken og haven står i fuldt flor, så kommer vinteren..... Den 24. marts kommer der sne, det fryser over 10 grader. Knopperne på roserne fryser og alle de små forårsbebudere i haven komer til at se lidt pjevsede ud. Men for min skyld må det gerne fryse 25 grader, hvis det kan slå nogle af de dræbersnegle ihjel som allerede er ved at dukke op i haven.
Marts 2008
Foråret er godt på vej. Her i marts måned stråler de gule blomster i haven. Påsken falder rigtig tidligt i år - allerede den 20. marts - og alligevel er påskeliljer, krokus, forsythia og martsvioler sprunget ud. Jeg har sået bl.a. ærteblomster, solsikker, græskar og tobaksplanter i priklebakker i vindueskarmen. Planterne står allerede og stritter i alle retninger mens de strækker sig efter lyset.
Januar 2008
Der har kun været lidt fister-sne og sporadisk frostvejr i denne vinter. Og nu er erantis og vintergækker allerede kommet frem i haven.
Jeg vil ønske der kommer 25 graders frostvejr, stiv kuling og bagefter et forrygende snevejr. Bare for at sikre mig, at dræbersnegle, deres æg, myg, ørentviste og andet skidt er VÆK!
Jeg har ikke lavet noget som helst i haven siden efteråret, men nu kan jeg mærke at det begynder at krible for at komme ud igen. Jeg skal da i alt fald have høstet mine pil. Og måske sat et lille belgisk hegn...... eller noget andet....
Oktober 2007
Efteåret og de gyldne farver ses alle vegne. Også i min have. Jeg har høstet kæmpegæskar og lagt til skue under halvtaget. Der er massevis af æbler, så de står også og pynter i kurve udenfor. Alle krukkeplanterne står flot på terassen endnu. Måske jeg skulle få de mest frostfølsomme indenfor inden for længe. Det kan snart blive nattefrost. Det har regnet rigtig meget, så jorden er våd og tung. Jeg har ikke fået luget længe og det ses - især i urtehaven. Den er rigtig grøn!
September 2007
Klematis'en blomstre igen. I det hele taget er haven fuld af stærke farver her i sensommeren. Georginerne blomstre i hobetal. Solsikker og paradisæbler giver skønne farver nu og senere er det mad til havens fugle. Sommeren har været plask-våd. Det giver et flot og farverigt efterår. Hverken græsplæne eller stauder har været sveden af sol og tørke i år. Så her i september stråler hele haven af frodighed.
August 2007
Frugttræerne bugner af frugt i år. Vi har et gammelt pæretræ i haven, som ikke har givet noget særligt i de sidste 12 år. Kun enkelte, små og skogrede frugter. Men i år er der store, flotte pærer i hundrevis.
Heldigvis har vi fri adgang til nogle af naboerne frugttræer. Her henter vi æbler og blommer. Jeg har bagt æbletærter til fryseren og Kurt og jeg har skrællet og kogt masser af pærer og puttet i fryseren.
August 2007
Terassen er rigtig flot lige nu. Alle krukkerne blomstre. Der går nogle liter vand til, når der skal vandes hver aften. Det er en fornøjelse at gå rundt på terassen og nyde de lune aftener og nusse om planterne. Her i august står alle georginerne også i fuldt flor. Jeg er ved at have en rigtig pæn samling. Se billeder
af dem her.
Juli 2007
Den megen regn ødelægger rosenhovederne og jeg klipper dagligt rigtig mange rosenhoveder af mine planter. På terassen blomstre min New Dawn med hundrevis af blomster selv om regnen er hård ved den.
Juli 2007
Jeg hader dem STADIG! Dræbersnegle. De ødelægger mine blomster. Jeg har georginer som har været lidt langsomme startere og de får ikke en chance. Sneglene kaster sig over de lysegrønne skud og gnaver dem totalt ned. Et par gange om dagen/aftenen er jeg ude og dryppe salmiakspiritus på de dræbersnegle som er så uheldige at være synlige i min have. Jeg lægger også gift ud. Aligevel findes de i hundrevis.
Juli 2007
Juni har været den mest regnfulde i Danmark nogen sinde! Men oven på en ekstrem tør forsommer, da har træer og buske suget regnen til sig. Lige nu bugner hindbærbuskene af bær. De er store og tunge og der er MASSER af dem. Vi kan plukke en kæmpe skålfuld hver dag. I weekenden plukkede jeg et kilo solbær og lavede marmelade. Og der er stadig masser af solbær på busken.
Juni 2007
Så er hækken klippet  Ja, min far vil jo påstå, at jeg har gjort det 2 uger for tidligt, hvis jeg skal holde mig indenfor "hækken-skal-klippes-til-sct-hans-reglen". Men nu kunne jeg altså ikke holde ud at se på den langhårede liguster mere. Det er med en hæk, lige som med græsplænen. Haven kan være nok så flot og trimmet, men hvis hækken står der og stritter og bølger med utrimmet form, ja så ser det hele
sjusket ud.
Juni 2007
Det er virkelig blevet sommer . Den 11. juni har vi over 31 graders varme i Jylland. Det er KNAS-tørt. Der har været skovbrand i Frisenborgskoven i weekenden. Haven tørster også. Og mine vandtanke er løbet tør. Jeg har ellers 2 x 1000 ltr. vandbeholdere som opsamler regnvand, men det er brugt for længst. Så jeg har faktisk allerede haft gang i vandslangen til rosenbedet og nogle af stauderne. Især mine floks hænger gevaldigt med hovedet. Vi nyder det varme vejr og spiser på terassen. Men når dagen går på hæld og der står 50 krukker og råber på vand, så kan jeg næsten fortryde, at jeg igen, igen har skullet have så mange potter, kurve og krukker som skal vandes HVER dag. Drivhuset er opså plantet til. 2 agurkeplanter, 2 tomatplanter og et par peberplanter. Oline har selv pillet de små frø ud af en snackpeber, tørret frøene og nu har vi så de fineste peberplanter.
Maj 2007
Lilier har ikke tidligere haft nogen særlig plads i min have. Men i de sidste par år har jeg gjort mig umage med at samle dem i en bestemt del af haven. Og jeg er faktisk blevet temmelig glad for dem. Her er et billede af et nyt eksemplar i haven som jeg har været så heldig at få forærende. Den har de smukkeste farver. Fra violet, rødbrun og over i rosa pudderfarve. Den er placeret op af parykbuskens rødbrune løv og har lyserøde lupiner i baggrunden. Det ser RIGTIG godt ud!
Maj 2007
Så er det blevet tid til at plante krukkerne til med sommerblomster. Mine krukker fyldes med en blanding af sommerblomster som jeg selv såer, sommerblomster jeg køber og blomster som jeg omhyggeligt gemmer fra år til år. Nogle af mine ældste krukkeplanter er min mormors fuchiaer. Jeg har dem stående i "mit rum" om vinteren, hvor de bliver klippet ned og sat frostfrit sammen med pelagonierne og alle geoginknoldene. Inden jeg fik set mig om, så har jeg på nuværende tispunkt allerede 41 krukker som skal tilses og vandes..... Ja, jeg vil da være sikker på at have noget at give mig til hele sommeren.........
Maj 2007
Den 8. maj er syrenerne sprunget ud! En måned tidligere end normalt. Jeg ved det, for Kurt og jeg har bryllupsdag den 8. juni og til den dag er syrenerne sædvanligvis netop sprunget ud og står i fuldt flor. Ved vores bryllup var æresporten på Fladbro Kro pyntet med ene af syrener. Syrenerne fylder hele Olines have med duften af sol og sommer. Vi har en hel syrenhæk der adskiller "frugthaven" med tørrestativet og Olines have. De blomstre i lyslilla, hvid og en dyb mørklilla. Når de er ved at afblomstre kommer der gammelrosa blomster på den hængende syren.
April 2007
Fantastisk forår! Det meste af april har været usædvanlig mildt og solrigt. Hele påsken var det dejligt vejr, og her sidst på måneden har jeg været i haven i shorts og soltop. Min franske anemone skyder med nye, blå blomster. Den har faktisk stået med blomst hele vinteren.... Måske lidt forkølet, men den milde vinter betød faktisk at der var en blomst stort set hele tiden. Jeg har fået godt gang i havearbejdet. Græsplænen er revet for mos, gødet og der er slået græs tre gange. Vi har - med hjælp fra Rene' og traktor - flyttet tre store jasminbuske. Og de skyder fint med grønne knopper. Hele haven er luget og urtehaven har Bedstefar været over med fræseren. Så jeg har plantet georginer både i urtehaven og i blomsterhaven.
April 2007
Marts 2007
En lun eftermiddag i marts giver lyst til at gøre noget i haven. Jeg har endelig fået høstet min pil - sådan cirka 2 måneder for sent....  Sidste nye påhit er nogle små højbede i urtehaven, omkranset af pil. "Indmaden" er en stor, sort murebalje, hvor Kurt har boret nogle små drænhuller ca. 5 cm. oppe af kanten. Måske kan jeg holde dræbersneglene ude af mit salatbed, hvis jeg sår det i højbedene og drysser godt med sand inde på kanten af murbaljen.... Det er da forsøget værd, og så skal det jo også gerne se lidt godt ud.
Februar 2007
Efter en laaaang, klam og regnfuld vinter, så har vi endelig fået et par dage med "rigtig" vinter. Snedriverne ligger meterhøjt nogle steder i haven. Alle forårstegn er gemt væk under sneen. Allerede i januar kom vintergækker og juleroser frem. Her i februar har erantis strålet som små gule sole overalt i haven.
Og påskeliljer og tulipaner har bladene godt oven for jorden. Men nu nyder vi vintervejret, som har givet et par uventede fridage, da al udkørsel har været frarådet. Ikke mange timer efter sneen havde dækket haven, komme en enkelt sjagger på besøg. Jeg havde forsynet mig med billige æbler fra supermarkedet, som jeg havde lagt ud til drosselfuglene.
November 2006
Det er vildt godt svampeår! Det VRIMLER med svampe overalt i naturen. Her i min have er der flere forskellige slags, som jeg aldrig har set før. Specielt nede i "skoven". Den her kan jeg ikke rigtig finde i bøgerne. Jo, så skal det være en Velsmagende Mælkehat, men den er ret sjælden i Danmark..... Så det er jo nok ikke sådan en, der har forvildet sig ind i min have.
Vejret er mildt for årstiden. Den sidste søndag i november har jeg sat juletræskæder op udenfor. Og slået græs. Det er vist første gang jeg har slået græs SÅ sent på året. Men det bliver jo ved med at gro, når vejret er så godt.
September 2006
Jeg er vild med geoginer! Jeg har dem i flere farver. Men de er ikke alle lige lette at få til at overleve år efter år. Jo mere forfinede de er i form og farve, jo sværere er de at dyrke. Så jeg holder mig til de som jeg har succes med. Jeg har rigtig mange plantet i urtehaven. Men rundt omkring i haven hvor de passer ind i størrelse og farve, der har jeg også plantet dem. Om vinteren kommer de ind og bliver opbevaret i papkasser fra frugt, af den slags man kan finde i supermarkedet. Jeg lægger et billede i kassen, så jeg kan se hvilken farve blomst knolden får.
September 2006
Den våde start på efteråret har givet godt med saft til rønnebærtræerne. De står med tunge grene, fyldt med store, orange klaser af rønnebær. Jeg bruger dem ikke til noget, ud over at se godt ud her i efteråret. Fuglene må spise dem, hvis de har lyst.
Det var havekonsulentens forslag, at vi skulle have tre rønnebærtræer til at flankere indkørslen. Og det ser virkelig pænt ud. Det er en sort som ikke bliver overvældende store.
September 2006
Efter regn kommer sol  Det er blevet skønt vejr igen. Over 20 graders varme og flot blå septemberhimmel.
I urtehaven er der 4 store græskar. De ligger nu og nyder solen og får den rette orange farve. Måske skal vi bruge det ene til at sylte. Men de er avlet med det formål, at vi kan være selvforsynende med græskar, så vi kan lave græskarmænd og sætte dem foran døren med lys i.
September 2006
Det regner og regner.... Haven er virkelig grøn! Jorden er helt dækket af ukrudt..... men det er umuligt at skufle i den tunge, våde jord. Det er for øvrigt heller ikke særlig sjovt at gå rundt udenfor i regn og blæst.
I dag væltede kaninburet og knækkede nogle af mine blomster. Og en ampel var blæst ned. 
Men jeg fik klippet hækken! Det var hurtig gjort. I foråret røg der mindst en halv meter af i højden, så det var bare en let studsning denne gang.
August 2006
Det regner, regner, regner.... tordner og regner.... og regner lidt mere.  Græsset gror igen med rekordfart ovenpå en meget tør og varm juli. Men det er ikke til at komme ud med plæneklipperen. Jorden ligefrem sjapper når man går hen over plænen. I en stund med tørvejr har Oline og jeg høstet løg. Vi har kun to rækker i år, så det er en "lille høst" i forhold til hvad vi plejer. Til gengæld undgår vi, at de begynder at spire til foråret, hvis vi har nået at spise dem inden.
August 2006
4 mælkeflasker i forskellige størrelse. 4 solsikker. Så er der dekorativ og enkel sommerstemning i vindueskarmen.
August 2006
Her er min ynglingsblomst i sommerhaven. Det er en katost. Den har rigtig skrappe farver i pink og limegrøn - lige mine farver. Og står den fantastisk længe i vase. Hele sensommeren har jeg en gren stående i en lille vase på mit skrivebord inde på arbejde. Den kan holde næsten 5 dage, så den passer lige til en arbejdsuge. Desværre har den lange, tørre sommer haft indvirken på væksten. De er ikke blevet nær så høje og fyldige som de plejer, selv om jeg har forsøgt at vande flittigt.
August 2006
Solsikker SKAL jeg bare have i min have. Jeg har en række i min urtehave hvert år. I år er det en lav sort med flere hoveder. De er gode til afskæring og pynter i vaser og dekorationer langt hen på sommeren og ind i efteråret. Da jeg ikke er særlig begejstret for alle de små, sorte dyr der kommer med ind når jeg tager blomster med ind fra haven, kan jeg godt finde på at give buketten et pift med insektspray inden den kommer ind...
August 2006
Blomsterne i urtehaven er nu ved at stå i fuldt flor. Det pynter, nu da jeg efterhånden har hevet flere af de "rigtige" urtehave-ting op. Fx. er radiserne væk, persillen fra sidste år er hevet op, ærterne synger på sidste vers. Til gengæld er løgene klar til at blive taget op og tørret i løbet af den næste uges tid. Gulerødderne er blevet kæmpe store og vi kan høste friske bønner hver dag. Salaten er for længst gået i stok og det har været for varmt til at så nyt. Salat spirer ikke, hvis temperaturen er over 20 grader og det har den jo været stort set hele juli måned. Men kaninerne er heldigvis ligeglade med om salaten er "stokket" eller ej. Jeg fik plukket hindbær inden vi tog på ferie, men der er masser tilbage, som nu er blevet alt for modne. Men nu varer det ikke længe, før end der er efterårshindbær på de sene sorter.
August 2006
DRÆBERSNEGLE! Nogen har udtalt, at den lange, tørre, varme sommer har mindsket bestanden af dræbersnegle i år. De som påstår det, burde komme på besøg i Værum efter kl 20.30..... For her trives dræbersneglen i bedste velgående. Vi har i de første dage af august fået over 35 mm regn (mere end hele juli måned). Og det fugtige vejr og den noget lavere temperatur har rigtig fået sneglene frem fra deres skjul. Så hver aften kan man se mig og mine naboer gå rundt i haver og grøfter, lettere foroverbøjet, mens vi spejder efter de brune bæster. Her i Værum bruger vi samme metode til at aflive dræbersneglene. En opløsning med vand tilsat 1/10 salmiakspiritus. Et enkelt pift med en forstøversprøjte eller giftsprøjte direkte på sneglen, får den til at "smelte" i løbet af ganske få minutter.
Juli 2006
De engelske roser på terassen blomstre i fuldt flor. De store rosenhoveder tynger grenen ned. Da vejret er varmt og tørt, få hver plante en kande med 10 liter vand hver dag.
Juli 2006
Klatrerosen på terassen står med hundrevis af blomster. Det er en New Dawn. Den er ca 5 år gammel. De mange roser holder kun i få dage - specielt som nu, hvor vi har 30 graders sol hver dag. Så hver dag går jeg en tur med saksen og klipper rodenhoveder af, så de ikke når at drysse blade ud over hele terassen. Men der er masser af knopper, så hver dag er planten fuld af blomstrende roser.
Juli 2006
Jeg kan godt forstå, at denne Jasmin hedder "snestorm". Her i juli står den med bunker af duftende, hvide blomster. Og jorden neden under er dækket af hvide blade. Om aftenen i skumringen, står busken og lyser op med de mange hvide blomster.
juni 2006
En lun hyggekrog ved vores indgang. Aftensolen skinner ind på muren, så der er altid lunt at sidde på bænken om aftenen. Det er også et godt sted at sidde i tørvejr og kigge ud på en ordenlig gang sommerregn. Kaninerne bor i deres toetagers ejendom, så vi kan sidde i køkkenet og se ud på dem.
juni 2006
Et hjørne med et lille udsnit af de mange krukker vi har på terassen. I år har vi 55 potter og krukker, der skal vandes næsten hver dag i den varme periode....  Mange af planterne overvintre i mit lille frostfrie rum i tilknytning til carporten. På den måde har jeg "gratis" blomster til mine krukker. Bla. har jeg fuchiaplanter, som jeg har arvet efter min mormor og som blomstre år efter år. Men ellers kommer der også stauder, dahlia og fx. ærteblomster i krukkerne, blandet med de traditionelle sommerplanter.
juni 2006
Når urtetøjet spirer, ja så spirer ukrudtet også. Men en rask tur med skuffejernet rimelig ofte, det holder urtehaven nogenlunde overkommelig. Når det er tørt, som det har været i en lang periode nu, så er jorden hård som beton! Jeg er spændt på at se, om gulerødderne overhovedet kan banke sig ned i jorden. Lige nu kan vi faktisk godt bruge en rigtig god gang regnvejr!
juni 2006
Her i juni blomstre blåregnen helt fantastisk. Man kan ellers ikke sige, at den har optimale vækstbetingelser. Den er plantet i kanten af terrassen, som er bygget op på et ordenlig lag sand. Da den blev plantet, blev der fyldt jord i hullet, men den må efterhånden have rødder der strækker sig langt dybere. Forrige år var blåregnen pillet ned, da vi skiftede stakit og planten lå hen af jorden i en længere periode. Men den er kommet godt igen!
Maj 2006
Et kig fra Olines have og over til kartoffelmarken, som er ved at blive gjort klar til årets kartoffelavl. Først i maj måned sætter vi kartofler i den fælles kartoffelmark. Vi er 9 familier, som dyrker kartofler i "Koudals Kartoffelkonsotium". Ud over kartoflerne, så er det fællesskab og sammenkomster hen over sommeren, som deltagerne nyder.
Maj 2006
Urtehaven er sået til. Nu venter vi bare på at der skal komme noget varme. Desværre har jeg ikke nået at få sat mejs til forspiring, så jeg prøver at så nogle majskorn direkte i jorden. Men jeg tror ikke at jeg vil nå at få nogle majskolber.
Maj 2006
Jeg har plantet en klematis under et af de store grantræer i Olines have. Den skulle være hurtigvoksende, med pink blomster. Jeg glæder mig til at se den vokse hele vejen op af stammen og give et flot blomsterflor nede bagerst i haven. Allerede her i maj er der masse af blomster på planten, selv om den er "helt ny" og kun var et par enkelte stængler da den blev plantet i april.
Maj 2006
Her i maj er alting så dejlig lyst og grønt i haven. Der er mange gule blomster der præger farvepaletten i denne måned. Græsplænen er flot grøn - og den gror med rekordfart. Som sædvanlig har den fået en god gang gødning i foråret og det giver resultat! Græsset skal gerne slås to gange om ugen, hvis det ikke skal blive for langhåret at se på.
|
|
 |
|
|
|