Sådan gik vores år 2006

Januar

Året 2006 startede med masser af sne! Der var sne til nytår og det fortsatte med at være rigtig vintervejr i flere måneder. Det var i alt fald koldt! Det betød også, at vi fik besøg af Silkehaler i haven. De kommer kun de år, hvor vinteren er rigtig kold.
Vi brugte snevejret til at komme ud og lege og kælke. Det er et rigtig hit at lave madpakke og tage varm te med i termoflasken, når vi tager ud i snevejret og kælker.

 

Vi kører slæde på bakken over bag malkestalden.

Februar

Oline er klædt ud som en sommerfugl til fastalavn. Bedstemor har lavet en hætte med følehorn, som passer til hendes velourkjole. Vi er til fastalavnsfest i forsamlingshuset.

Sommerfulgen Oline tager en flyvetur på sin lille tramplin

Marts

  Traditionen tro spilles der dilettant i Værum Forsamlingshus.
Jeg er med på de skrå brædder som den "yndige Julie", der måske er knap så yndig endda..... Det er en skæg fornøjelse af øve og spille dilettant her i vintermånederne. Vi opfører stykket to gange i forsamlingshuset og tager ned og viser forestillingen en enkelt gang på Kildevang
.

Her er den yndige Julie endnu dydig og pænt påklædt.....

Marts

I marts måned har vi tre fødselsdage i familien. Den 2. marts er det min fødselsdag, den 20. marts blev Oline 4 år og Bedstefar rundede 60 år den 25. marts.  
Oline fik en stor trækvogn af Bedstefar og Bedstemor. Den er blevet brugt flittigt hele sommeren. Den var også med på camping, hvor Kurt brugt den til at transportere vand, så han kunne skåne sig ryg.

Oline åbner fødselsdagsgaver

April

Foråret bar præg af, at Kurt lå underdrejet med en rigtig grim diskusprolaps. Han lå på Olines seng nede i stuen og var lænket til sengen i 6 uger. Men en dygtig fysioterapeut fik ham på benen igen.
Det var en drøj periode!
Vi indtog alle måltider i stuen, for Kurt lå på langs og spiste.


Oline var meget påvirket af at Kurt var sat helt ud af spillet. Hun var meget bekymret og ked af det. Hun ville gerne putte og hygge med sin far, så de lå og så tv sammen i sengen.

Maj

Det har været en laaaaaang vinter og et koooooldt forår.  
Men i maj er det endelig som om foråret får rigtig fat. Vi kan komme ud og rode haven og nusse om blomsterne. Kurt lister forsigtigt rundt og nyder at være delvis på benene igen. Men det tager tid, før han genvinder sine kræfter. Han har også tabt sig en del, mens han har lagt på langs.

Oline nyder det gode vejr og at komme ned i haven og lege

Maj

Vi var bange for, at Kurts diskusprolaps satte en stopper for vores campingplaner i forsommeren. Men på mirakuløs vis kom han på benene igen. Bedstefar og Bedstemor tog med til Mols og hjalp med at sætte forteltet op, så vognen var klar til at rykke ind i. 
Vi holdt vores helligedag i maj på Mols Camping sammen med Chresten og AG og deres drenge.
  Vi var endda i svømmepølen da den åbnede i Pinseferien.

Storartet vejr til start på årets campingsæson.

Juni

Vi fejrer traditionen tro Skt. Hans i Værum. Vi går kondibingo over i Bjerreskoven. I år var vejret pragtfuldt. Det var tørvejr og solskin - og det er vi jo ikke forvent med.....
Vi griller pølser og konkurrerer om, hvem der har lavet den flotteste heks til bålet. Hvis vi ikke gider gå på vores ben tilbge til Værum, så tager vi turen hjem i den store vogn bag på traktoren.
Oline har savnet hendes bedste veninden Kira voldsomt, efter hun brækkede armen til sommerfesten i Værum og været hjemme fra børnehaven siden. Nu mødtes de til Skt. Hansfest og gensynsglæden var stor

Vores heks på årets Skt. Hans-bål

Juli

Lige inden sommerferien er vi ude på en flyvetur  i en lille 4-personers privatflyver med en af mine kolleger. Det er vores fødselsdagsgave til Oline og en fantastisk oplevelse for os alle tre.


Vi tager til Skiveren på sommerferie. Vejret er pragtfuldt, så vi tager af sted et par dage tidligere og sætter campingvognen op på Guldager Camping, hvor en af Kurt kolleger også ligger. 

Vi bader i Vesterhavet

Juli

Fra Guldager Camping har vi kun få kilometer til Fårup Sommerland. Vi hygger os en hel dag i 30 graders varme
Oline er ikke så vild med den nye 4D biograf, hvor det blæser, sprøjter med vand og stolene er ved at vælte ned. I det hele taget er hun meget lidt modig, så det er begrænset hvor mange aktiviteter vi prøver. Til gengæld er hun meget betaget af delfinshowet.

Oline blander sin egen slush ice. Den er tiltrængt i varmen.

Juli

Vi tilbringer en uge i Skiveren. Vi tager på udflugter til Skagen, Råbjerg Mile og Grenen. Der er sol - sol - sol  
Det bedste sted at opholde sig er ved stranden. Vi pakker trækvognen med strandstole, masser af saftevand, parasol og sandlegesager og går ned til den brede, hvide sandstrand.

Vi tager Sandormen ud til Grenen og går tilbage langs vandkanten.

August

Ferie er forbi, men det er stadig dejligt sommervejr. Vi starter igen på arbejde og i børnehave.

Bedstefar og Oline er kravlet højt til vejrs på Bedstefars sandbunke

September

Vi er på udflugt til Djurs Sommerland sammen med Bettina og Søren. En rigtig go' dag. Vi møder også Hanne, Jacob og Esben og Oline forvandles fra en rigtig bangebuks (som hun har været hele sommeren) til en vild bisse, der skal i Tors Hammer!

Vi bager snobrød i Djurs Sommerland

September

Sidst i september tager vi 3 dage til København. Vi har snakket om en forlænget weekend i hovedstaden siden vinter, men Kurts ryg satte en stopper for vores planer i foråret. Men nu skulle det være.
Vi tager toget derover. Oline glæder sig helt vildt og hele turen er en stor oplevelse for hende. Vi bor på hotel Hebron centralt i København og bruger dagene på at går Strøgtur, se Amalienborg, den lille havfrue, Rundetårn, shoppe og spise på restaurant. Og ikke mindst! Besøge Build-a-bear-shoppen ved Tivoli, hvor Oline laver sin egen bamse og udstyrer den med prinsessekjole.

En lille spisepause i Nyhavn.

Oktober

Vi fordobler familiens antal af katte. To norske skovkatte søger nyt hjem. Og det kan jeg jo ikke stå for. Så vi får Naja og Jalle. Det viser sig, at Jalle har en slem blærebetændelse, så vi må både have ham indlagt hos dyrlægen og sætte ham på penicillinkur ikke mindre end tre gange. Så han ender med at være et bekosteligt bekendtskab.

Kurt fylder 39 år og Oline er ivrig hjælper med at pakke gaver ud

November

Jeg er på kursus i pileflet sammen med de andre "tøser".
Bettina, Carina, AG og jeg hiver en weekend ud af kalenderen og hygger os med at hive og slide i genstridige pilegrene.

Det er ikke til at se det, men det ender faktisk med at blive en helt pæn kurv....

December

  December betyder kun EN' ting: Jul - jul - jul.....
Og jul betyder jo en lang række aktiviteter "som vi plejer":

Juletræet tændes i Haslund
Julehygge i klubhuset og juletræet tændes ved andedammen
Bedsteforældredag i Børnehaven
Julefrokost med "tøserne og deres mænd"
Julefrokost med arbejde
Juleindkøb og juleudstilling i Randers
Hente juletræ og granpynt til kukkerne udenfor
Juleaften i Haslund
Julehygge derhjemme med besøg af naboer og familie
Julefrokost i Haslund
Nytårsaften med Naboens, Helle & Rene', Bettina og Søren og alle vores unger

Oline er hoppet ned i sin legetøjskiste med alle striknisserne

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

23.02 | 05:06

Dejlige billeder fra Skagen

...
21.12 | 08:37

nogle skønne billeder man bliver i julehumør af.

...
08.03 | 22:14
Forside - om os har modtaget 7
30.12 | 09:06
Olines stamtræ har modtaget 3
Du kan lide denne side