 |
 |
|
 |
 |
Endelig en lille pause, så jeg kan komme til tasterne! Vi er snart midt i juni måned. Sommeren er over os. Det pjaskregner! Så jeg gik ind i skobutikken og sagde, at jeg gerne ville kigge på et par sommersko. Gummistøvler forståes.
Men lige midt i alle ugerne med regn, brød solen frem og skinnede fra en næsten skyfri himmel, præsic i de 5 dage Værum holdt sommerfest. Perfekt. Vi fik røde skuldre og måtte i hast få neglelak på tåneglene, så de kunne blive luftet i sandaler.
Men efter regn, regn, sol og 20 grader og så lidt mere regn..... SÅ er der dømt vokseværk i haven! Så snart foråret var over os, var vi travlt beskæftiget med at plante og anlægge den sidste del af haven, efter sidste sommers byggekaos i blomsterhaven. Og så var der camping tre weekender i træk. Nogle af bedene havde endnu ikke set et lugejern, her godt inde i juni måned. Til gengæld var der dømt grønt bunddække. Men nu er der ved at være has på snerler, hønsetarm, valmuer og hvad der nu ellers har groet godt og grundigt i mine blomsterbede.
Der går selvfølgelig også en del tid med at få Coco indpasset i familien. Hun er glad og nem at have med at gøre. Hun lærer lynhurtigt. Dog kniber det lidt med at forstå, at kattenes smuthuller under hækken IKKE er beregnet til hunde! Selv om hun taber mælketænder i tiden, har hun ikke gnavet noget itu. Når vi gør os klar til at gå om morgenen, putter hun sig i sin kasse og ved godt, at nu skal hun sove. Hun er også ved at være gode venner med kattene, selv om hun ikke kan stå for at drille dem igen og igen.
Midsommer - Sct. Hans - og lige præcis den dag kom solen frem! Traditionen tro gik turen til Bjerreskoven sammen med naboerne fra Værum. Vi går kondi-bingo derud og kører i den store vogn bag traktoren hjemad. Der er plads til alle de hekse som dukker op. Vi havde lavet en rigtig dulle-heks i år. Coco travede rask af sted og hyggede sig. Der var masser af hænder, som gerne ville klappe og kæle.
Traditionen tro har vi et par forlængede weekeender i campingvognen. Sammen med gode venner mødes vi i Blommehaven og har vores helt egen lille enklave på 5 campingvogne, 11 børn, gajoler i forskellige farver og en hulens masse cykler. Vi har dog ikke været for heldige med vejret. Det meste af tiden har vi kæmpet mod stigende vandstand i forteltene.
Coco har været med på camping. Efter bare 4 dage i familien Pehrsson blev hun kastet ud i nye oplevelser. Men hun klarede det fint. Hun har mødt en masse andre hunde. Været omgivet af lyde, incl et par koncerter fra Tangkrogen. Fundet sig i at blive aet og klappet af en masse fremmede hænder. Hun har lært at gå i snor og tisse og "prutte" når hun er i snoren. Hun har set havet og jagtet krager. Og været så træt, så træt! Men det skæggeste var at se hende, da vi kom hjem til Værum igen. Hun hoppede og sprang og jagtede kattene. Slog kolbøtter i haven og hoppede foran kaninerne. Det var helt tydeligt, at nu var hun atter "hjemme". Dejligt at se!
Vi måtte sige farvel til vores gamle Bettefis. Gennem det sidste halve år var hun blevet gammel og tynd og i weekenden lagde hun sig og ville ikke spise mere. Der var kun en vej - den tunge tur til dyrlæge en farvel til vores 14 år gamle mis.
Vi havde lovet Bettefis, at der ikke kom en hund i huset, så længe hun levede. Og de løfte holdt vi. Men der gik ikke mange timer, før end vi havde fundet en lille hundehvalp 
Vi havde for længe siden besluttet os for, at når vi en dag skulle have en hund, så skulle det være en Løwchen. Det er en lille, glad og famlievenlig hund. Den fælder ikke og er allergivenlig. Den er ikke større, end den kan komme med på camping, men stor nok til at tage med på en god travetur. Der er ikke ret mange avlere i Danmark, så det er ikke altid til at finde en god hvalp. Men vi var heldige! En privat familie i Thy havde en lille, dejlig tæve til salg. Vi hentede hende fluks og hun er en rigtig dejlig pige. Hun har været glad og tilpas lige fra første dag. Hun følger os i hælene og er tillidsfuld uden lige. Hun putter sig pænt i transportkassen når vi kører bil. Hun var med på indkøb i Farmland og sad rank og fin i indkøbsvognen. Men det er muligt, at det er vældig smart med alt det rionet i haven - det holder bare ikke hundehvalpe inden for hegnet! Vi har måtte suplere med hønsetråd og flette pil ind i hegnsmaskerne, for at holde den lille Coco inde i haven.
April - besøg på Amalienborg
Lidt royal er jeg jo! Har sporadisk set i fjernsynet, hvordan Christian den 8. palæ på Amalienborg blev sat i stad til kronprinseparret. Spændende med kombinationen af de moderne elementer i malerier direkte på væggene og de gamle stuklofter og i det hele taget det gamle bygningsværk.
Heldigvis er de flest møder i fælleskommunalt regi placeret i København. Det giver jo IT-projektlederne en del kørsel frem og tilbage tværs over Danmark.... så jeg så mit snit til at få kørelejlighed til København torsdag før Bededag. Min kollega Majbritt og jeg tog simpelt hen en fridag (sådan da - der røg en del faglig snak hen over dagen).
Vi blev læsset af ved KL på Amager og snuppede en bycykel tværs gennem København. En genial opfindelse sådan en bycykel. Vi var forberedt på, at der ville være kø og ventetid på at komme ind på palæet. Og sikke en kø! Den snoede sig rundt om palæet og langt ned i gaden bag Amalienborg. Men ventetiden på ca 45. minutter fløj af sted. Der kunne både købes kaffe og friskbagte muffins fra en rullende kaffebar, hvis vi trængte til forfriskninger.
På Amalienborg kunne vi gå fra rum til rum og se de flotte, renoverede gemakker. Det slog både Majbritt og jeg, at rummene virkede meget, meget mindre end når vi havde set dem i fjernsynet. Med det hele var meget smukt. Rigtig dejlige, dæmpede farver på væggene. Alt stuk renoveret, belagt med bladgul og malet op i farver der matchede rummet. Og så de kunstværker som var lavet i de forskellige rum. Mange af dem meget spændende og med utrolig mange facetter. Men et par stykker, som ikke lige faldt i min smag. Fx. bryder jeg mig ikke om det billede, der er malet i kronprinsens arbejdsværelse.
Oline fylder 8 år og vi fejrer hendes fødselsdag med gæster og gaver. Hun har ønsket kagemand og pizza - som Bedstemor laver det! Så må jeg jo se, om jeg kan gøre det efter. Vi har inviteret hele familien på kagemand om eftermiddagen og efterfølgende aftensmad. Oldefar har været på sygehuset i ugens løb, men han kommer alligevel ud til en tår eftermiddagskaffe og tager godt for sig af kagemanden. Og vi har besøg af både Gammel Faster og Ny Faster. Gustav har skoldkopper og er fuld af pletter, men hans humør fejler ikke noget. Tante sidder lidt med på sidelinjen og skåner sit dumme ben og operationsar. Men alle er i godt humør og vi hygger os. Oline får masser af gaver! Rigtig meget smart tøj, hårdbånd, kjoler, jakker, bukser, t-shirts, taske, undertøj, cardigan osv. En kogebog, hårtørre, magiske prinsesser og en Moxie Girl. Og 200 kr som helst skal række til både et par smarte sandaler og endnu en Moxie dukke.
Oline pakker gaver op
I weekenden fejrede vi min fyrre års fødselsdag med en 80'er-fest i forsamlingshuset. Vi havde samlet 43 venner og familie og forsøgt at sætte det hele i 80'ernes tegn: Diskotek med discokugle og røgmaskine, velkomstdrink med Pisang Ambon, 80'er-menu med rejer til forret, culottesteg og hasselbagte kartofler, hjemmelavet is. Borddækning i 80'er-farver: sort, grå og pink. Og masser af musik fra 80'erne.
Rigtig mange af gæsterne var hoppet med på temaet og gjort et stort arbejde ud af at finde tøj, sko og smykker fra 80'erne. Vi havde en rigtig sjov og festlig aften! I aftenens løb var der underholdning i den lettere ende. Bla fik vi besøg af duoen The Golden Dicks som gav et par numre. En mystisk mand/dame fra min fortid i 80'erne kom og mindede mig selv om mine gæster om adskellige pinlige (og totalt selvopdigtede) episoder fra mit liv. Min mor holdt tale og naboerne havde forberedt en aldeles uretfærdig Gæt og Grimasser-quiz. Og HVAD har jeg med Grethe Schønk at gøre? Og hvorfor er der ingen der har fortalt mig, at sådan en fest bør afsluttes med mindst en times afspænding og udstrækningsøvelser! Men jeg er ikke den eneste der har været øm i kadaveret. Bedstefar måtte på krykker mandag og AG har vrikket for meget med numsen - hun har i alt fald ondt i hofterne.
Jeg er blevet begavet med mange flotte og dejlige gaver. Krukker til haven, fuglebade, toilettasker, computertasker, cream, massagepude, farverige trugs, en ko, chokolade og luksus kaffe, penge, havebog, engle, taske og et spejlreflekskamera. SKØNT at blive fyrre!
Se masser af billeder fra festen her på Picasa
Fyrre, fiks og forrygende!
Inspirerende Chris MacDonald - februar 2010
Mandag aften var Kurt og jeg til en rigtig godt foredrag i InSide i Hammel. Chris MacDonald er en fantastisk foredragsholder. Han er fuld af dynamik, humoristisk, selvironisk uden at det er for meget og han forstår at holde publikum fanget fra start til slut. Jeg kan ikke mindes, at jeg før har været til et arrangement, hvor foredragsholderen står inden for døren og giver hånd og hilser personligt på alle 400 tilhører. Men det gør Chris! Jeg har været til foredrag med ham før, så jeg havde høje forventninger. Men han var præcis så underholdende og fængende som jeg havde forventet. Og tag ikke fejl af hans image som sundhedsguru og tv-star. Han har en universitetsuddannelse inden for humanfysiologi og samarbejder i dag med universiteter i både Danmark og USA.
Vi har tilbragt en uge i en dejlig feriebolig på Feriecenter Skagen Strand. Favrskov kommune har en feriebolig deroppe og jeg har været så heldig, at jeg har fået lov til at leje den i uge 7. Og det har virkelig været vinterferie! Sneen har dækket alt og alle og dagen inden vi skulle hjem, fejede en forrygende snestorm over Nordjylland. Så det har været en ferie præget af svømmebad, masser af rødvin og afslapning. Der har også været lidt shopping og gåture i vintervejret. Bedstefar og Bedstemor var sammen med os i fire dage. Der var masser af plads i feriehuset, så vi kunne sagtens være der alle sammen. Se masser af
billeder fra vores ferie her på Picasa
.
Troldeaften i restauranten
Vi prøver ihærdigt at leve op til vores målsætning om at være lidt sundere i 2010. Fredag eftermiddag kom der varm kakao og boller i rygsækken og vi tog en tur ned i Egeskoven i Langå for at trave en tur. Eftermiddagssolen skinnede på de krogede, gamle træer og glimtede i alt den hvide sne. Vi kunne tydeligt se spor fra rådyrene i sneen. Både deres efterladenskaber, fodspor og der hvor de havde skrabet i sneen efter mos og andet grønt. En dejlig tur i et dejligt vinterlandskab.
Kurt er startet på nyt arbejde. Efter 2½ måned hjemme er han nu igang på Jobcentret i Randers. Her skal han arbejde med kontanthjælpemodtagere over 25 år. Så han er godt træt i hovedet, når han kommer hjem! Jeg kan godt vinke farvel til at få udført alle de dejlige, huslige opgaver, jeg havde listet op på tavlen i køkkenet. Nu må jeg jo nok selv igang....
Travetur i Egeskoven
|
|
 |
|
|
|