Super seje Oline

De sidste tre år har der været afholdt Midsommerstafet i skovområdet omkring Frijsenborg slot i Hammel. Favrskov Kommune bakker op om det lokale arrangement og en rigtig stor andel af deltagerne er da også medarbejdere fra Favrskov Kommune. IT-afdelingen stillede med tre løbere og 4 par ben til 5 km walk.

Oline og jeg indgik et rask væddemål – foreslåte af Oline selv. Hun ville gerne gå med. Jeg gad ikke have hende med, fordi jeg vidste hvordan hun ville gå og brokke sig, få ondt i benen, blive træt, blive tørstig, blive sulten, blive en brokrøv! Vi væddede 100 kr. Hun skulle gå med på hele ruten uden brok.

Og sørme om ikke barnet satte det lange ben foran. Hun ville gerne følges med Erling, så han kunne komme godt gennem turen. Hun tog Dorte og Erling i hånden og så travede hun af sted. På vej op af den laaaaaaange, stejle bakke i skoven mistede jeg hende af syne. Da jeg kom i mål, stod en rødkindet og glad Oline med et glas saftevand i hånden og smilede over hele femøren. En god succesoplevelse for hende – og hendes mor.

Oline blev nummer 165 ud af de 457 deltagere. Og så kom Pehrsson II ind som nummer 209 – 1 minut senere.


I dækning

Vi er en online familie. Vi er på den, hvis vi ryger ud af sendemaster og satelitters dækningsområde. Der er trængsel i stikkontakterne når vi er på camping. Det første vi installerede i den nye campingvogn var forlængerledninger med en hulens masse stikdåser. Der er jo ikke den elektroniske dims, der ikke skal sikres strøm.  Jeg venter med længsel på den store, universielle oplader, som kan give liv til Nintendo’en, kameraet, tre forskellige mobiltelefoner, en DVD’afspiller, to bærbare pc’ere, en barbermaskine, to elektriske tandbørster og en TomTom.


Hjemme igen

Sculpture by the SeaEfter tre weekender i Blommehaven, er vi vendt hjem fra vores camping-kollektiv. Tre weekends med godt vejr og forskellige aktiviteter. Masser af grillmad og middagslur i solen. Pinselørdag kunne vi spise i det fri, selv om det krævede en strikketrøje.

Denne weekend stod på udflugt til Sculpture by the Sea. En udflugt vi MÅTTE foretage, når vi nu boede få kilometer fra stranden og udstillingen. Vi puttede Coco i cykelturen og cyklede til Ballehage. Derfra tog vi turen til fods langs stranden, hen til Tangkrogen og retur gennem skoven. Magnus og Carina sluttede sig til os og vi tilbragte et par timer med at slentre i solen og se på de spøjse kunstværker. Coco havde en travl eftermiddag. Hun mødte mindst 200 hunde, som hun skulle hilse på. Ikke fordi Coco er særlig nysgerrig, men hvis en anden hund stikker næsen over til hende, så vil hun gerne hilse. Men kun kort, så vender hun hovedet væk og trasker videre.


Facebook for svært?

I radioavisen er der et indslag om, hvor forfærdenligt det er, at en masse danske Facebook-brugere har en totalt åben profil. At disse brugere sender private oplysninger direkte ud til hele verden, uden at de ved det. Det irriterer mig, hver gang den diskussion kommer op i medierne.

Hvordan folk bruger FB er deres egen sag. Der er masser af vejledninger på nettet, som fortæller, hvordan man bør indstille sin profil og kun lade FB-venner se ens opslag. Hvis man er så ubetænksom, at man offentliggør, at man tager tre uger på ferie, eller at chefen er et dumt svin, ja så ligger man som man har redt. Men sådan er folk jo kommet galt af sted utallige gange. Også før Facebook – eller internettet for den sags skyld – blev opfundet.

Det er da langt mere bekymrende, at der kører tusindvis af billister rundt på vejene, som ikke egner sig til at færdes i trafikken. Ældre med dårligt syn og dårlig reaktionsevne. Folk som er påvirkede af spiritus eller stoffer. Forældre som ikke tager varer på deres børn. Voldsmænd der slår andre mennesker ihjel eller skader dem på sjæl og legeme. Alle sammen mennesker som udsætter ANDRE mennesker for en fare. Så lad dog folk dumme sig på Facebook. De skader for det meste kun sig selv.

Drop det der med, at FB er for besværlig at hitte ud af. Der er ganske simple reglerne for, hvornår og hvordan man må køre en bil. Alligevel kan folk ikke forstå, at man ikke må kører bil med en kæp i øret. Så uanset hvor nemt det end kunne være at håndtere sin profil på FB, så er der folk der vil jogge i spinaten.


Skønne dage i Blommehaven

Når vejret er skønt, er camping såmænd helt fornøjeligt. Vi har tilbragt fire dejlige dage i Blommehaven i Århus. Solen har skinnet fra morgen til aften, så vi har dovnet og daset. Spist masser af grillmad og styrket os i tusmørket med Gajol i alle varianter.

Fredag aften mønstrede vi 27 personer til fællesspisning i aftensolen. Ud over de børn vi 5 familier normalt har med, så havde vi til sammen 5 ekstra “lånebørn” på weekendbesøg. Magnus var hjemme fra efterskolen og Asger havde hjemme-weekend, så der var virkelig fuldt hus! Heldigvis var vejret jo så fint, at vi kunne sidde udenfor og spise. Godt nok er der forbløffende meget plads i et tremeter telt. Men der er også visse begrænsninger….

Fem familier betyder også en daglig opstilling af fem gange Weber. Når folk glor underligt på os, plejer vi at forklare os med, at vi har en til kylling, en til brød, en til svinekød, en til pølser og en til det halalslagtede kød fra Bazaren. 


Den gamle by i Århus

Hvert år på Kr. Himmelfartsdag er vi på familieudflugt. I år var det min tur til at stå for arrangementet. Det er altid en lille smule stressende, når det er min tur, for vores tre weekender på camping starter samme weekend. Men jeg havde prøvet at forberede mig godt og i god tid. Den der arrangerer bestemmer, hvor turen går hen og sørger for madkurv og andre praktiske ting. I år gik turen til Den gamle by i Århus. Her er der noget der fange interessen hos både store og små.

Små pizzasnegle og frikadeller var lavet i forvejen og frosset ned. Tunmusse, kartoffelsalat, æg, kage og diverse dressinger blev lavet onsdag eftermiddag. Drikkevarer og de frosne ting var leveret over til Bedstemor, som skulle tage det med på turen. Det hele blev pakket sammen i køletasker og stoppet i bilen sammen med alt det andet udstyr som skulle med ud på campingpladsen. Vi havde også fået lov til at låne Olines veninde Josephinde med på camping, så der skulle også være plads til en ekstra dyne og taske i bilen.

Det er ikke altid vejret er med os, når vi er på familieudflugt, men i år var det helt perfekt. Solskin – ikke for varmt, men varmt nok til at vi kunne sidde udenfor og spise.

Der er kommet flere nyt ting i Den gamle by i de seneste år. Jeg havde ikke tidligere set Møntmestergården færdig. Det var også skægt at se Pouls Radioforretning fra først i 70’erne. Klaus og jeg kunne nemt udpege vores barndoms radioer og den store spolebåndoptager.

Jeg holder meget af at se de gamle haver, som er anlagt bag husene. Hvordan en nyttehave, en apotekerhave, en prydhave så ud for hundrede år siden. Pigerne synes det var VILDT udlækkert med das i gården og en tønde der skulle tømmes. Til gengæld indbød det store, skakternede gulv i Møntmestergården til en engelsk vals.

I år havde Shane Brox en stor udstilling. 300 kasser blandet legetøj fra 70’erne og bagud var samlet i et finurligt univers med by og land, som kun Shane kan skabe en fantasiverden.

Vi sluttede udflugten med kaffe og hjemmebagt rababerkage i Blommehaven. Jeg kunne godt bruge mange flere timer i Den gamle by, før end jeg har fået det hele med. Men så er der jo altid noget nyt at få øje på, næste gang jeg kommer.

Se billeder fra vores udflugt på mit webalbum på Picasa.