Sammenhold når det gælder

Mandag eftermiddag havde vi en oplevelse som var både skrækkelig og god på samme tid. Vores ældre nabo Jens Karl var gået hjemmefra ved 11-tiden om formiddagen og kom ikke hjem igen. Da jeg kom hjem fra arbejde gik den helt store eftersøgning i gang. Jens Karl kan ikke klare sig selv og vi var alle klar over, at når han ikke var kommet hjem igen til Karen, var det fordi han var kommet galt af sted eller flakkede hjælpeløst omkring.

I løbet af en halv time var cirka fyrre mennesker i alle aldre samlet og klar til at gå ud at lede. Nogle med hunde. Nogle med firhjulstrækker. Politiet var overvældet over, hvor mange vi kunne samles og hvor hurtigt vi kunne koordinere en indsats i området. Det pjask regnede, men folk var trukket i regntøj og gummistøvler og tanken om, at Jens Karl lå et sted derude var skrækkelig. Heldigvis blev han fundet! Han lå oppe bag byen nær et markskel, men var umulig at få øje på i det høje korn. Heldigvis gik Leif gennem marken med sin jagthund og de fandt Jens Karl. Han var faldet og ude af stand til selv at komme op igen. Da havde han været ude i 7 timer.

Med Jens Karl pakket godt ind i et tæppe kørte Peter med politieskorte og blå blik Jens Karl op på sygehuset til et tjek. Han fik tørt tøj på og en varm seng og inden længe var han i gang med et måltid mad. Stor lettelse hos os alle sammen. Men kun ved hjælp af en ihærdig indsats fra de mange naboer blev Jens Karl fundet relativt hurtigt. Godt naboskab er guld værd og en af grundene til, at jeg er så glad for at bo her i Værum.


Ramt af hverdagen

Det er kun to uger siden vi havde sommerferie, men det ligger allerede lysår væk. Hverdagen er skyllet ind over os og har ramt som en tsunami. Store arbejdsopgaver blev sat til opstart efter sommerferien på jobbet – plus de ting der skal samles op på efter ferien. Oline er startet op i 3. klasse og har fået engelsk som nyt fag. Danseskolen er startet op igen. Vi har meldt Coco til hundetræning. Kurt vil gerne ud at røre cyklen. Vi nåede ikke at få malet den sidste husgavl i sommerferien og haven trænger i den grad til en grundig overhaling. Hækken ville have godt af en let trimning og løgene skal høstes i urtehaven. Pludselig hober vasketøjet sig op og småting bliver droppet rundt omkring i huset.

Fra at have levet i en boble af god tid, hvor vi først stod op langt op af formiddagen og dryssede i seng engang ved midnatstid, er vi nu tilbage i vækkeurets stramme tøjler. Det er som om, jeg hele tiden er en halv dag bagud. Vejret gør ikke følelsen af endt sommertid bedre. Det har regnet i stride strømme, været blæsende og koldt. Ingen lune sommeraftener, der har indbudt til at nusse rundt i haven og få lidt fra hånden.

Håber virkelig på indian summer!


Skovtur på cykel

Inspireret af Hans Jørgens opslag om skovturer på cykel, blev Kurt nysgerrig. Hvad var det egentlig, det der med at ræse rundt i skoven på cykel? De snakkede lidt frem og tilbage om glæden ved at cykle mountainbike i skoven og inden jeg fik set mig om, havde Kurt bestilt en sprit ny, lækker cykel. Glæden var stor, da fragtmanden kom med det sorte vidunder og Kurt fik samlet køretøjet.

Professionelt klædt i cykelbukser med ekstra polstring på bagdelen, har han været i skoven et par gange. Første gang var sammen med nogle Vestas-folk, hvoraf den ene også var nybegynder. De har siden mødtes til en tur, hvor de “øvede sig” i at cykle. Der er saft suseme mange gear på sådan en cykel. Og en skovbund er fyldt med trærødder der går på kryds og tværs og giver sus i maven, når hjulene skrider ud. Indtil videre har Kurt ikke haft nogen styrt.


Møbelvals

Den sidste weekend i ferie tog jeg en møbelvals. Nu har møblerne stået i samme position siden vi byggede til i stuen for to år siden, så de trængte i den grad til at blive rørt. I samme ombæring blev alle skabene tømt, for at kunne skubbes rundt i stuen, så det endte med en større hovedrengøring. Men det har også resulteret i, at der ligger en masse småting på spisebordet, som mangler at komme på plads.

Jeg elsker sådan en god gang møbelvals! Der er ikke noget så godt som at få flyttet rundt på inventaret og skabt ny indretning. En disciplin jeg har lært af min mor, som også har haft utallige opstillinger i sin stue. Fra den dag jeg selv kunne skille min stigereol ad, da har mit værelse også været under løbende forandringer gennem årene.

Det er som om jeg overser tingene, når de har stået på samme plads i længere tid. Tingene står der bare, uden jeg får taget ordenlig stilling til, om det nu også er det helt rigtige sted til netop den vase eller det fad. Ting bliver efterhånden stoppet ind i skabe og skuffer, der hvor der nu er plads og pludselig er den velovervejede opstilling af nips og pynt blevet en gang rod. Måske er der noget der skal helt ud.

I farten røg der lige en bestilling på en ny sofa med i valsen…. Der trængte lige som til lidt nyt blod i møbelfamilien. De to hvide sofaer var ikke så pæne mere. De er ni år gamle og ni år med fire katte, ni år med små børn i huset, en hund, småkager, chips og saftevand, det sætter spor…. Desuden synes jeg, at de to sofaer gjorde det rigtig svært at flytte rundt på møblerne. Den ene røg på lossepladsen og den anden står tilbage på lånt tid. Så snart den nye, lilla model kommer hjem fra fabrikanten, så er dens dage endte.


Marsvin i familien

Oline har længe plaget om et marsvin. Vi har dog haft en del diskussion om pasning af husdyr i familien. Det er Kurt og jeg der står for fodring og pasning af de dyr vi har haft indtil nu. Jeg tager mig kaninerne. Akvariet er Kurts afdeling. Kurt fodre Coco. Jeg fodre kattene. Egentlig er det jo Oline som burde passe nogle af dyrene, så i sommerferien har vi haft en del snak om det med dyr. Jeg har meldt ud, at jeg orker ikke at passe flere dyr.

Til sidst fik Oline selvfølgelig overtalt sin mor til et marsvin. Mod højt og helligt at love, at hun tager sig af sine gnavere. Vi har endda indgået en skriftlig kontrakt (gad vide hvad hun har gjort af den…..). Så en af de sidste dage i ferien kørte vi en tur i Farmland og hentede et lille, bitte marsvin. Nu er Pizza så en del af familien. Hun har stor underholdningsværdi for Coco. Det ligner mest af alt, at Coco kunne finde på at sluge hende i en enkelt mundfuld, hvis hun kunne få lov.


Malerarbejde

De sidste par år har jeg haft intentioner om, at træværket på huset skulle males. Men det er ikke rigtig blevet til noget, så i år var der ingen vej uden om! Allerede i foråret blev det bestemt, at i år SKAL det være. Kurt tog fat med malerpenslen i den periode han gik hjemme, inden han startede i hans job i Århus. Der fik han carporten malet. Det er år og dag siden den sidst havde set en pensel. For nogle år siden fik vestsiden en overhaling, men nordsiden har i alt fald ikke været malet i over ti år. Måske 15. Huset har heller ikke set en dråbe maling siden jeg ventede Oline.

Som tidligere farvehandler ved jeg godt hvad det kræver af forarbejde at bruge en vandfortyndbar træbeskyttelse, så jeg er hoppet på den oliebaserede. Jeg vil helst hoppe over, hvor gærdet er lavest. Sidste gang træværket fik tur, blev det behandlet med et norsk produkt, som desværre ikke længere må forhandles i Danmark. Men det har saft suseme holdt godt! Så denne gang fik træværket lov at råbe “Gori”.

Den sidste uge af ferien var der heldigvis flere gode solskinsdage. De blev brugt på stigen med en pensel i hånden. Nu mangler vi bare den nordvendte gavl. Så har vi været hele huset rundt. Go’ fornemmelse, at det er overstået. Jeg kan egentlig godt lide at male, men det er så indstændigt at kravle op og ned af stigen. Først op med den hvide maling, ned igen og op med den grå maling. Ned igen og flytte stigen lidt. Op igen…. Det kan mærkes i ballerne!