Grantræerne fældes

I dag fik vi fældet vores grantræer. Det har godt nok været en effektiv dag! Træerne var efterhånden blevet alt for store og var slet ikke pæne mere. Vi har boet her i 18 år og træerne stod her da vi flyttede ind. Vi har fældet en del hen af vejen, men nu skulle stykket ryddes. Med god hjælp fra Hans Jørgen, Per og Jytte og min mor og far fik vi hele stykket fældet, fliset, savet op og ryddet op på en enkelt dag!
Vi var så heldige, at Per fik skaffet en flishugger der spiste rup og stup af de mange grangrene. Per og Jytte ville gerne have granfliset til deres surbundsbede i haven. Grannåle er nemlig den naturlige vej til at lave surbundbed. Så traktor og flishugger blev stillet op side om side med traileren. Og det er ikke småting sådan ti store grantræer kan præstere af grene.
Hans Jørgen er vant til at fælde træer og styrede slaget gang med motorsaven, selv om Bedstefar ikke kunne lade være med at klatre lidt rundt og sætte saven i træerne. Så snart et træ var lagt ned, fik Bedstefar og HJ skåret alle grene af. Kurt og Per fodrede flishuggeren lige så hurtigt, som vi kunne slæbe grenene hen til dem. Når træet var skåret op til slut, så var alle grene også hugget i flis. Vi var et effektivt team!





Vandgang i Djurs Sommerland

Traditionen tro har vi været med Bettina og Søren og drengene i Djurs Sommerland. Hvert år tilbyder Sparekassen Kronjylland deres kunder billige billetter til en søndag i september. Officielt lukker parken om lørdagen og søndag er så forbeholdt Sparekassens kunder. Jeg har en enkelt gammel hengemt konto i Sparekassen og den er jo god at have i sådanne tilfælde.
Normalt er der stopfuld af mennesker. I år var der sådan set også mange besøgende, men det meste af dagen var det mere eller mindre regnvejr.
Vi var alle pakket godt ind i regntøj, så vi kunne holde os tørre og varme. Men det var nu alligevel ikke helt det samme at være på udflugt i gråvejr, som når det har været dejlig solskin. Regntøjet havde dog en fordel. Vi kastede os ud i den ene vandrutsjebane efter den anden uden at blive synderlig våde. Men efter tre omgange i Træstammen, trak der alligevel vand ind flere steder.
Normalt er fotografiapparatet i flittigt brug på den dag, for at forevige ungerne. Men i år blev det bare ikke til noget. Billeder er bare ikke gode i regnvejr. Vi synes dog vi måtte have et enkelt foto til at erindre os om, at vi trods alt også havde været af sted i 2011.


Løbetid

Kurt og Oline har indført løbetid. Oline er ikke meget for motion. Sport er noget der skal ses i fjernsynet, synes hun. Men torsdag aften er der Søndermarksløb på skolen og både Oline og Kurt skal løbe 5 kilometer. Jeg skal have Coco med i snoren, så jeg må hellere nøjes med at gå 2,7 kilometer. Coco har jo korte ben 🙂
Opskriften på deres fælles løbetræning lyder: Oline løber forrest og bestemmer tempoet. Kurt løber bagved og kommer med ros og opmuntrende tilråb. Når de kommer hjem med røde kinder, er Oline vældig tilfreds med sig selv og sin indsats.



Tørrede æbler

Æblerne drysser ned om ørerne på os i denne tid. Vi har kun et lille, bitte æbletræ i vores egen have, men heldigvis har vi adgang til et par nabohaver, hvor der er masser af æbler.

Lige nu har jeg et forsøg i ovnen. Jeg har taget kernehuset ud af nogle æbler og snittet dem i tynde ringe. Æbleringene har jeg trukket på pinde (pil) som passer i bredden i ovnen. Pindene hviler på rillerne i siden af ovnen. Nu hænger æblerne og tørrer i ovnen ved 50 grader. Et hurtigt kig på dem viser, at der ikke sker en brik…. Nu har de hængt der i to timer. Jeg giver dem lige lidt varmluftsblæs og ser hvad der sker.


Ugler

Jeg er vild med ugler! Jeg har altid været vild med ugler. Og nu er de oven i købet blevet moderne. Oline og jeg har kastet os over vores egen lille produktion af uger i papir. Indtil videre er det blevet til små kort med ugler. Jeg har nogle gamle tapetbøger fra dengang jeg var farvehandler og de er fyldt med tapetprøver i alle mulige og umulige farver og mønstre. En del af dem er perfekte til at lave ugler.

Ind til videre har jeg kun lavet en enkelt skabelon, men jeg tror jeg skal have lavet nogle flere varianter i forskellig størrelse. Ved at skubbe lidt rundt med vingerne og øjnene får hver ugle sit eget udtryk. Olines ugler er nærmest rundtossede….


Regntid

August har bestemt ikke budt på sol og sensommer! Det har regnet stort set hver anden dag og det ser ud til at fortsætte her ind i september. Lige nu er jeg glad for, at jeg aldrig kom på landbrugsskole, selv om jeg gerne ville have været det. Det er ikke sjovt at være landmand, når majetærskeren ikke kan kravle op over en bakketop, fordi marken er så pladdervåd at der skal firhjulstræk til at få et tonstungt køretøj gennem pløret. Da jeg kørte hjem i dag, kunne jeg se hvordan der stod vand i alle hjulspor på de marker som var høstet i weekenden. Måske skal vi fremover indføre ris som kornsort i det danske landbrug?

Her til aften brød solen frem efter en regnbyge. Oline og jeg var ude med Coco og så en helt fantastisk regnbue bag Værum.


Havefest for Oline

Fredag eftermiddag havde vi tyve glade børn fra 3.a på besøg til havefest. Da Oline havde fødselsdag i marts, var der ikke rigtig tid og overskud til at arrangere en børnefødselsdag. Oline bryder sig ikke om, når der kommer en hel masse børn som roder rundt i hendes ting og sager og har ikke rigtig villet holde fødselsdage for hverken børnehaven eller senere sin klasse. Vi havde derfor aftalt, at når det blev sommer, kunne vi holde en havefest og invitere hele klassen – både drenge og piger. Men sommeren kom og gik i lyntempo, så der skulle træffes en hurtig beslutning.

Fredag holdt Kurt og jeg fri for at dække op og gøre klar til ungernes ankomst efter skoletid. Heldigvis var det tørvejr. Ikke en selvfølge i den her sommer! Vi havde lavet bøf og bagt burgerboller. Lavet skattejagt og gemt snollerposer. Plukket en hel kurv æbler. Købt sodavand og bagt kager. Kurt grillede bøffer og den varme grill blev senere brugt til at smelte læssevis af skumfiduser. Der gik tre hele ruller Marie-kiks til skumfiduserne.

Ungerne spillede fodbold, hoppede på trampolin, hang i pæretræet, klatrede i tørrestativet, gik ud i kornmarken (og fik skældud) klappede kaniner og katte og drak litervis af sodavand.

Der var masser af gaver og Oline brugte resten af dagen og det meste af lørdag på at tælle sine penge. Igen og igen blev de stablet og talt. “Mor, jeg får lyst til at synge Money, Money, Money” proklamerede hun, mens hun endnu engang talte guldet op.

Bedstemor var rekvireret til at gå til hånde, men det hele gik helt glat. Ungerne legede på kryds og tværs og der var kun et par enkelte kriser undervejs. Så vi voksne kunne slappe af med et glas rødvin og bare sørger for at der ikke kom alt for meget skumfidus i pigernes lange hår og at drengene ikke knækkede alt for mange grene i pæretræet.


Gode venner

Først betragtede Coco vist nærmest marsvinet som en ulden godbid. Hun så i alt fald vældig sultent på Pizza da hun ankom til familien. Men nu er de bedste venner. Pizza kan slet ikke lade være med at futte hen til Coco, hvis hun går løs på gulvet. Coco slikker og nusser hende, men det ser ikke ud til at genere Pizza det mindste. Hun moser sig ind under Coco eller giver hende et nap i snuden. Måske hun tror, at det er et stykke sort lakridskonfekt der sidder der yderst på snudeskaftet.

I det hele taget er Coco en rigtig hyggehund, selv om der kan være kamp om de gode pladser i de bløde puder. Både Jalle og Coco skal helst slænge i sofaen – gerne på et tæppe eller gravet ned i puderne. Selv om Coco ikke kan lade være med at drille Jalle, hver gang de går forbi hinanden, så kan de godt ligger i arm i sofaen. Og så ikke et ord om, hvem der ligger i den anden ende af sofaen…..


Den anti-digitale styringsreol

Det er muligt jeg er projektleder med digitalisering som speciale. Men det kan altså ikke forhindre mig i at have hang til store baner papir og gule post-it. Der er ikke noget så godt som et synligt overblik. Nogle gange når opgaverne hober sig op og jeg mister overblikket, så ryger alle de gule sedler ned og det hele bliver grupperet på ny.

Jeg har forsøgt mig med MS Project, regneark, opgavestyring i Outlook. Men der var ikke noget af det som rigtig duede til mig. Det var for omstændigt i en hverdag, hvor opgaverne kommer ind fra højre og venstre og hvor jeg skal forsøge at holde styr på både mine egne projekter og opgaver og alle de opgaver som kommer ind til min kontorfælle.

Post-it er simpelt. Tit sidder jeg og arbejder på en’ opgave, mens der i et splitsekund dukker en ide’ op til et element i et andet projekt. Det tager kun få sekunder at fastholde idéen på en post-it.

I bedste LEAN-ånd kan man vel kalde det en anti-digital styringsreol. Sedler skrevet med blåt er opgaver Peter skal løse. De røde er mine. Vores styringsreol er suppleret med en ugeplan, hvor vi flytter de gule sedler over på den dag, hvor vi skal arbejde med opgaven. Når en opgave er løst, ryger den over på en tavle for “afsluttede opgaver”.

Tavlens synlighed i vores kontor har også en god indvirken på vores kolleger. Når de kommer med nye opgaver er det synligt for enhver, at opgaven må indgå i en større prioritering. Vi sidder jo ikke ligefrem med hænderne i skødet og venter på nye arbejdsopgaver. Når det hele brænder sammen en gang i mellem, er det nemt at hive chefen ind foran tavlen og bede ham om at prioritere (og nedprioritere) opgaverne.