Sommeren pakkes sammen

Nattefrosten har svedet mine mange georginer. Blæsten har forvandlet den våde græsplæne til en glidebane af med et tæppe at blade i gule og brune farver. Fuchiaerne er kæmpe store, men de yderste kviste brækker af, efter at frosten har bidt i dem. Der er ikke andet for, end at starte det store arbejde med at pakke sommerhaven sammen.

Jeg vil helst grave georginerne op, så snart frosten har givet de første sorte blade. Inden stænglerne bliver helt bløde og smattede. Jeg skal nemlig helst have kørt hele planten gennem kompostkværnen, så den fylder mindst muligt på kompostbunken. Det tager flere dage få mig at få dem alle taget op og sorteret. Knoldene kommer i æblekasser, hvor der kommer mærker i alle kasserne, så jeg ved hvilken plante det er. I første omgang bliver de stablet i carporten, så de kan få masser af luft og tørre godt. Efter et par uger, kommer de ind på hylder i mit rum.

Rummet – ja det kræver også en hel eftermiddag at få gjort plads til vinteropbevaring. Søndag eftermiddag, mens Oline og Kurt var til fodbold, fik jeg ryddet op og gjort rent i rummet. De første pelargonier, fuchia og engletrompeter er flyttet ind. Det hele må klippes helt ned, inden det kommer ind. Nu mangler der bare de store potter, men den må jeg have Kurts hjælp til at håndtere. Jeg har reddet mig en rigtig dum arm i løbet af sommeren og den vil stadig ikke makke ret, så jeg må have hjælp til alle de tunge ting.

De planter som ikke kan overvintre, får lov til blive i krukkerne indtil de bliver grimme af vejr og vind. Der er stadig masser af blomster i de spanske margueritter og jeg har suppleret med lyse asters og lyng. Nogle af mine ærteblomster kom lidt sent i gang, så jeg har en stor krukke som stadig blomstre, selv om det er noget uden for sæsonen for ærteblomster.


Det er OK at fravælge et barn med Downs syndrom

Endnu engang har TV vist en udsendelse om Downs syndrom – eller mongolisme, som jeg engang lærte at det hed. Denne gang en udsendelse med den gode Bubber som vært. I Danmark bliver der ikke født mange børn med downs syndrom. Efter at alle gravide får foretaget en nakkefoldscanning og har mulighed for at få abort, er børn med mongolisme ved at være en sjældenhed. Bubbers udsendelse handlende om, hvorvidt det er ok at fravælge børn med downs. Og som sædvanlig blev vi præsenteret for glade, kærlige mongoler. Der var interview med en mor, som stod med sin dejlige datter på armen. En pige på et år, som endnu ikke skiller sig særlig meget ud fra andre børn på et år. Der var interview med unge mennesker med downs, som kunne svare for sig, som arbejdede i beskyttede værksteder, som var glade for deres liv og som kunne give udtryk for det.

Jeg raser, hver gang sådan en udsendelse har været vist på TV. Vi ser aldrig de mennesker, som er hårdt ramt af downs syndrom. Når man som jeg har set et menneske vokse op og blive mere og mere fortvivlet og frustreret, efterhånden som krop og udvikling vokser fra det indre intellekt, så bliver jeg sur over de tv-udsendelser! Det er jo ikke den rigtige virkelighed at skildre, kun at vise de rimeligt velfungerende unge mennesker. Det er ikke alle mongoler, der er glade og kærlige mennesker. Der findes også dem som er frusetrede og som bliver fysisk udfarende og som skader sig selv, fordi de ikke kan udtrykke sig med ord, fordi det er svært at være et lille barn i en voksens krop. Som må have medicin for at kunne leve en tålelig tilværelse.

Er man forældre til et barn med downs, drosler forældrerollen aldrig ned. Barnet har til stadighed brug for hjælp til dagligdagen og i værste tilfælde, bliver det en kamp mellem forældre og myndigheder, for at sikre barnet en rimelig tilværelse. En dag må forældre til et barn med downs give slip. Forældre bliver også ældre. Kampen fortsætter, for selv om barnet for længst er blevet voksen udenpå, er det stadig et lille barn, hvis tarv forældrene stadig må kæmpe for. Tidligere blev mongoler ikke særlig gamle og overlevede sjældent deres forældre. Men det er noget helt andet i dag, hvor lægerne er så dygtige. En voksen person med downs kan stadig være et lille barn inden i og have brug for at der er forældre som har kræfter og overskud til at kæmpe for deres liv og rettigheder.

Jeg synes det er helt i orden et vælge en abort, hvis man venter et barn med downs syndrom. Jeg havde selv valgt det, hvis det havde været aktuelt.


Fantastiske ugler

Søndag i efterårsferien tog vi til Them og det naturskønne område ved Himmelbjerget. Her besøgte vi Silkeborg Rovfugleshow. En smuk, kold og klar efterårsdag, hvor vi kunne se de skønne fugle mod den klare blå himmel.
Opvisningen oversteg langt mine forventninger. De forskellige fugle blev selvfølgelig præsenteret på handske og i luften. Men det der overraskede mig, var den fine formidling der skabte en rød tråd gennem hele fremvisningen af rovfugle. En historisk fortælling om, hvordan mennesket har jaget med falken som makker indtil geværet blev opfundet og blev et mere stabilt redskab end fuglen. Herefter blev rovfuglene betraget som skadedyr og næsten udryddet i Danmark. Det hele krydret med humor og udklædning, så både børn og voksne fik underholdning, viden og oplevelse.
I løbet af showet blev publikum inviteret ind i arenaen en efter en og fik mulighed for at have en af de fantastiske fugle på armen.

Der var en lille, lynhurtige falk og en monster store amerikansk ørn. Og flere forskellige størrelser der i mellem. Men det vigtigste for mig var uglerne. De store, smukke ugler med de runde, runde øjne. Jeg er vild med ugler. Jeg er fortabt når jeg stirrer ind i de kuglerunde øjne. De klare, orange øjne på en bengalsk hornugle er fantastiske.
Og så var der uglen Ulla, som havde øjne så sorte som rav og en fin og luftig fjerdragt, med de fineste mønstre i grå, hvid og sort. Fine, fine mønstre som på en perlehøne. Men Ulla stirrede ikke med store, runde ugleøjne. Næ nej, hun sænkede de fine øjenlåg og så smækker og utilnærmelig ud. Ulla er en savanne hornugle og en af de største ugler i verden. Den største ugle har vi lige uden for døren. Det er den store, danske hornugle. Vi skal passe godt på de ugler vi har i vores natur!

Oline var vild med den lille prærieugle Nolle. Det er en rigtig hygge-ugle som gerne sidder på arm og elsker at blive nusset. Den skiftede roligt fra den ene børnearm til den anden, mens alle blev fotograferet med lille Nolle på armen.


Drivhuset pakkes sammen

I dag skinnede solen da jeg kom hjem og da Oline skal til dans om onsdagen, spiser vi sent. Der var lige en god times tid der kunne bruges udenfor. Jeg skal ud og sluge alle de soltimer jeg kan komme af sted med, så mine indre batterier kan lades op. Jeg kører på ren solcelleenergi – alternativt på sukker…..
Det blev drivhuset der kom under behandling. Drivhuset er lille, bitte. Kan lige rumme to kapilærkasser og et par potter. Agurker og tomater trives ikke fantastisk godt. Der går alt for nemt meldug og andre dårligdomme i planterne, når der bliver varmt og fugtigt i det lille hus. Jeg drømmer om et “orangeri”. Det skal stå nede i haven, hvor Olines gyngestativ står nu. Der er solskin lige indtil solen forsvinder ned bag naboens hus.

De sidste tomater blev plukket og tomatplanterne klippet i små stykker og smidt på komposten. Jorden fra plantesækkene røg samme vej. Drivhuset blev børstet af og plantespiralerne samlet sammen og sat i hjørnet. Hylderne som om foråret rummer talrige spirekasser og små potter kom op igen. Nu kommer de mest frostfølsomme krukkeplanter ind og holder efterårsferie i drivhuset.

Græskarlygter i keramik kom frem. Jeg har også købt et par enkelte efterårsplanter og sat i krukker. Egentlig synes jeg det er underligt, når potter med efterårsplanter kommer frem. På den her årstid står alle mine krukkeplanter i fuldt flor! Fuchsia’erne er aller flottest nu. Pelargonierne blomstre stadig. Det er kun de etårige sommerblomster der er begyndt at hænge med næbbet.


Mørket kommer snigende

Uha, hvor det bliver tidligt mørkt om aftenen. Jeg kan allerede mærke vintermørket svøbe sig om mig som en tung dyne. Om sommeren kan jeg snildt nusse rundt på terrassen og nørkle i haven til ved titiden om aftenen og først derefter trisse indenfor og rydde op og gå i seng. Men nu…. Klokken 21 er jeg klar til at gå i seng. Jeg er SÅ træt. Hvis jeg sætter mig ned, når jeg kommer hjem fra arbejde, så trækker sofaen mig ned i vandret position og jeg snorksover.

Jeg synes virkelig at vinterhalvåret er tid til at gå i hi. Jeg må hellere huske at tænde min lyslampe, når jeg er på arbejde. Og stirre godt ind i lyset, i håb om at få ladet det indre batteri op. Selv om jeg har prøvet det år efter år, så bliver jeg lige overrasket hvert efterår, når trætheden rammer mig og giver mig lyst til at gå i dvale. Jeg vågner ikke rigtigt op igen, før engang hen i april måned.

Nu står den på vitaminrige smooties, D-vitaminer og lysterapi de næste mange måneder.


Skule-ugle

Jeg er vild med ugler! Og jeg har en svaghed for udstoppede fugle. For nogen tid siden fandt jeg en udstoppet søpapegøje på QXL.
Jeg har været så heldig, at Kurt har en kollega, hvis mand er konservator. Han har lavet den smukkeste lille hornugle til mig. Nu står den og skuler ud i stuen. Min skule-ugle. Sådan en lille fyr er bestemt ikke gratis, men det er min lille investering i kunst som jeg holder af.


Stjernestund

Lørdag aften var der usædvanlig stor aktivitet på den mørke aftenhimmel. Der var varslet op til 1000 stjerneskud i timen. Efter en lang dag i Legoland måtte vi tage et kig på aftenhimlen da vi kom hjem. Oline, Josephine og jeg trak i skidragter og gik ned i haven og lagde os på trampolinen og stirrede op i den store himmel. Heldigvis var det en skyfri aften med frit udsyn til mange, mange stjerner.
Vi fik set op til flere stjerneskud. Pigerne var begejstrede og havde hovederne fulde af masser af ønsker, som de skulle huske at slippe fri, hver gang de så et stjerneskud. Men det sker jo i et splitsekund, så de kunne ikke rigtig nå af få fyre hele ønskesedlen af.


Legoland-land

Kurts fødselsdag fejrede vi med en tur til Legoland. En ordenlig familietur med Bedstemor og Bedstefar og Olines veninde Josephine. Der er fribilletter til børn i omløb alle vegne i år. Jeg havde langt flere, end de to vi skulle bruge, men alle de andre familier ved indgangen stod selv med rigelige mængder fribilletter i hånden, så jeg kom ikke engang af med min overflod.
Det var rasende koldt i Legoland sådan en oktoberdag. Heldigvis var det solskin ind i mellem, men vi måtte ty til kaffekopperne for at få lidt varme i løbet af eftermiddagen. Der var heller ikke mange besøgende, så det var overkommeligt at stå i kø.
Vi fik prøvet en del aktiviteter – mest Oline og Josephine. Vi skulle også en tur i 4D-biografen. Jeg synes nu stadigvæk at den 4D-bio de har i Fårup Sommerland er bedst. Der kan stolene “falde ned” og der kan pustes luft rundt mellem benene på publikum, så det føles som slanger der snor sig.
Inden vi skulle hjem spiste vi aftensmad på familierestauranten. Det billigste spisested i Legoland, men med forbløffende god mad. Dejligt mørt kød, masser af salat, forskellige kartofler og sovse. Grøntsager tilpasset børn. Og softice 🙂
Olines sind er i konflikt, når vi er i den slags forlystelsesparker. Hun tør ikke prøve ret meget. Hun er bange for rutsjebanerne, men hun vil heller ikke prøve de “små ting”, for det er for barnligt. Heldigvis overvandt Oline og Josephine deres fjolleri sidst på eftermiddagen og hoppede om bord i Monorail og ballongynge i Duploland.

Vi var drøn trætte, da vi vendte snuden hjemad efter en lang dag i Legoland. Tøserne kom op at køre på vejen ud til P-pladsen.


Lange arme

Hvis nogen synes, at Kurt og jeg har fået ekstra lange arme, så er det ganske rigtigt. Her i weekenden har høsten sat dagsordenen for vores aktiviteter. Lørdag aften var der høstfest i forsamlingshuset. Helstegt pattegris, levende musik, halmballer og masser af godt humør. Vi fik svinget træbenet og hygget os med naboerne til en god gang fest.
Normalt sætter den årlige høstfest punktum for høsten, men det smadder våde høstvejr har forsinket det hele. Der står stadig marker som ikke er høstet – nogle af dem bliver simpelt hen pløjet ned, da afgrøderne ikke er noget værd mere.

Karl Erik presser sit halm i Morten Korch-baller der passer til halmfyret. Normalt er halmen lagt på halmloftet længe inden kalenderen siger oktober. Men det var altså ikke tilfældet i år. Da weekenden lovede godt vejr, blev halmen på marken spredt og revet og spredt og revet sammen igen, i et forsøg på at få det nogenlunde tørt. Til trods for tømmermænd efter lørdagens festligheder, stillede vi til nabohjælp søndag eftermiddag og fik en hel del halmballer sat på loftet. Mandag eftermiddag tog både Kurt og jeg tidligt hjem fra arbejde og stillede op til høsthjælp. Mandag aften var 1800 halmballer smækket på loftet og Jonna kunne bænke sine 6 høstfolk til aftensmad. Selv om det er hårdt er det også dejligt at kunne hjælpe sine naboer. Oline og naboens tøser hygger sig gevaldigt når vi kører halm ind. Det bedste de ved er at ligge i bunden af halmvognen, når den kører tom ud til marken. De skal helst med hen over så mange humpler og bumpler i marken som muligt. Så ligger de i bunden af vognen og hopper og danser og hviner. De snupper løbehjulene med og suser hjemad, klar til at tage turen ud en gang til, når næste vogn skal retur til marken.

Et hurtigt regnestykke – jeg har haft ca 400 halmballer i hænderne de sidste to dage. Ikke underligt at mine arme synes lange…..