2012 godt i gang

Hold da op – vi er 22 dage inde i det nye år før jeg kommer en tur omkring min blog! Men det giver vist et meget godt billede af, hvordan året er begyndt. På den ene side, synes jeg ikke der er sket noget særligt. På den anden side, har vi kastet os ud i det nye år med lange, seje skridt.

Januar er mørk, våd, kold og klam. Jeg savner de dynger af sne, som lyste op i de lange vintermåneder sidste år. Men her en tre uger efter nytår, synes jeg at fornemme lidt længere eftermiddage og knap så sorte morgner. Jeg er bare ikke født til at leve i dette vintermørke. Jeg bliver træt og har svært ved at overskue de bunker af opgaver der hober sig op. Især det, som jeg burde lave herhjemme. Sofaen er et yndet tilflugtssted og jeg kan sove på et hvilket som helst tidspunkt på dagen. Og så kan jeg vågne op med dårlig samvittighed over, det som jeg kunne have lavet mens jeg lå og snuede.

Måske har jeg været en doven kat i mit tidligere liv, som har været vant til at ligge og slænge på sofaen eller i vindueskarmen i en solstråle? Måske har jeg været en bjørn og er derfor vant til at sove vintersøvn? Æde mig tyk og fed inden vinteren og tære på reserverne i de mørke måneder. Men nu er problemet jo bare det, at jeg IKKE går i hi. Jeg fortsætter bare med at spise, som om jeg skal opbygge vinterhuld og overlevelse. Ja, der må forklaringen ligge!

Skriv et svar