Montering af orangeri

Så er vi i gang med at samle orangeri. Vi har den sidste uges sommerferie i denne uge og vejret er ikke just ferievenligt. Sol og regn veksler dagen igennem.

Alle delene til orangeriet ligger i tre store kasser. Der er tusindvis af stænger og dimser og beslag. Der er en samlevejledning med. Med den i hånden griber vi sagen an, som var det et IKEA-drivhus. Hver del er mærket op med et nummer og i vejledningen står der side for side, hvilke dele der skal bruges.

Vi lagde materialer frem til et fag af gangen og samlede efter anvisningen. Det gik rigtig fint, indtil vi skulle samle de enkelte fag. Her begyndte det at drille. Det var ikke særlig tydeligt, hvordan de forskellige dele skulle lappe ind over hinanden i samlingerne. Men vi forsøgte os lidt frem og fik da også samlet en del.

I førstes omgang samler vi skelettet. Så skal der lægges fliser og tilsidst sætter vi glas i.

20120731-212222.jpg


Gang i orangeriet

Nu kan jeg snart ikke vente mere. Nu vil jeg gerne snart have mit orangeri samlet og klar og flytte ind. Soklen er støbt og venter kun på at få resten af drivhuset bygget på. Jeg synes, jeg har været meget tålmodig. Jeg bestilte orangeriet i foråret og havde fra starten besluttet, at jeg skulle have tålmodighed og vente på at få det sat op. Men nu rækker tålmodigheden snart ikke længere. Nu vil jeg gerne snart se det færdige resultat.

Jeg sidder og surfer på nettet og finder inspiration hos andre havefolk. Jeg klikker også rundt på Den Blå Avis og Gul & Gratis for at finde de rette møbler. For godt nok er det et drivhus. Men det må jo også betyde, at JEG skal drive den af i det hus 🙂 Så jeg skal have mig en sofaseng til middagsluren og et bord, så jeg kan holde kaffeselskab.


Damestenen

Bedstefar og Bedstemor kommer til Bøsøre med det gode vejr, hjemmebag, kød til grillen, masser af nyplukkede ærter, blomster fra haven og en flaske vin. Derudover har de stakke af madrasser og dyner med, så de kan få en overnatning i husvognen.

Bedste spotter, at Danmarks største sten ligger “et stenkast” herfra. Og sagnet siger netop, at Damestenen er kastet af en troldkvinde fra Langeland og målet var Svindinge kirketårn. Men stenen nåede ikke så langt, så den landede ved Hesselager.

Vi tager en lille udflugt til stenen og Bedstefar, Oline og jeg må selvfølgelig bestige bjerget.

Damestenen

Bedstefar bestiger Damestenen

Oline og Pia på toppen af Damestenen


Kræsen campist

ja, jeg er kræsen, når det gælder campingpladser. Men Bøsøre Strand Camping er gode til at kræse om detaljerne. Alene hovedbygningen, som er bygget op som en rigtig hovedbygning med inspiration fra herregårde og slotte. Alt virker meget gennemført. Masser af blomster i kummer og bede og det fryder jo mit øje. Så er jeg tilpas, når der er lagt vægt på æstetik og ikke udelukkende på funktionalitet.

– Facetslebne spejle på alle toiletter og bade
– Messingkrog – og rigelige af dem i baderum og toiletter
– stuklister overalt – også på hvert enkelt toilet
– malerier a la trompe l’oie i køkkenet
– flot smedjernsstativ til opslag i stedet for en kedelig plastikholder
– virkelig fin finish på toget som kører rundt på pladsen
– personale i kjoler der matcher herregårdsstemningen
– massiv marmor og flotte roser
– alle vandposter er granitkummer i stedet for et kedeligt vandrør med en hane


Totalt uden for rækkevidde

Katastrofe! Vi er landet i udkantsdanmark og fanget i regn og torden. Uden forbindelse til omverdenen. Det viser sig, at Bøsøre er en stor, sort plet på mobilmasternes dækningsområde. Vi er draget af sted med ikke mindre end to data abonnementer hos Telenord, et hos TDC, to hos 3. Og ikke den mindste lille micro-byte lykkedes det os at hive igennem hverken mobiltelefon, Ipad eller PC. Vi kunne til nød få en SMS sendt igennem og med lidt held også få en samtale hevet i land.

Det er lidt skræmmende, at der er SÅ sorte huller i den mobile dækning. Ganske vist kunne vi købe adgang til WiFi på pladsen, men vi fik at vide, at vi ikke skulle kunne forvente at kunne downloade noget – kun lige tjekke mails og den slags. Så det var nærmest spild af penge, at hoppe på den.

Så jeg har virkelig holdt ferie! Ti dage uden at være online. Ti dage uden Facebook, Wordfeud, nyheder på diverse netaviser, søge svar på diverse diskussioner, sende billeder hjem fra ferien. Har måtte hive stakke af brochurer ned fra campingpladsens information, for at finde åbningstider, priser og info om steder vi gerne ville besøge.

Bare en advarsel – hvis du driver campingplads og ikke har fuld datadækning, så skal du ikke regne med at få besøg af mig og min familie! Det er endnu et must-have på min liste over livsnødvendige faciliteter på en campingplads!


På tur til Svendborg

Vi dasker rundt i Svendborg midtby. Shopper lidt og kigger på de mange velbevarede gamle huse. Vi falder over en lille butik med tøj fra Desigual. Desværre er jeg ikke nogen lille, fiks sydeuropæisk model. Det er ikke lykkes mig at finde noget tøj derfra, som jeg kan klemmes ned i. Da jeg fyldte 40, fik jeg en håndtaske fra Desigual af Kurt. Sådan en kan man jo altid passe…. Men Kurt har åbenbart latino-mål. I alt fald fandt han en rigtig smart skjorte på udsalg. Jeg anede ikke engang at Desigual også lavede tøj til mænd.

Vi når at få frokost udendørs, før det begynder at dryppe. Og inden vi er tilbage på campingpladsen, regner det i stride strømme. Det bliver det ved med i et døgn. Ikke nogen god begyndelse til en campingferie, når man har mig med!!!


Sommerferie

Vi har pakket campingvognen og trukket den til Bøsøre Strand Camping på Fyn. Ti dage, hvor vi bare skal slappe af og drysse rundt og forhåbentlig nyde det gode sommervejr. Vi har overvejet for og imod, om vi skulle være kørt en tur til Harzen eller om vi skulle blive i Danmark. Vi endte på Fyn. Dejlige, smukke Fyn med masser af oplevelser og skønne slotte.

Jeg er skrækkelig kritisk når der skal vælges campingplads. Men mon ikke Bøsøre kan leve op til mine forventninger. Indendørs badeland, strand og vand, aktiviteter for børn, ordenlige toilet og badeforhold. Restaurant og pizzaria. Alt sammen bygget op omkring eventyrlig stemning, med inspiration fra H.C. Andersen.


Regntid

Endelig sommerferie! Kurt og Oline har gået hjemme de sidste to uger, mens jeg troligt er stået op til vækkeurets bibben.

Men sikke et sommervejr. I går tømte jeg en næsten fuld regnmåler, da jeg kom ud om formiddagen. Sidst på eftermiddagen var der kommet 45 mm regn i den igen. Og inden jeg gik i seng, var den nået op på 50 mm. Og det kalder man sommer!

Eftermiddagen bød også på bulder og brag. Lynet slog ned i stuehuset på Enggården. Der skete vist kun skade på de elektriske installationer. Men det halve af Værum mistede strømmen for en stund.

Jeg kan i alt fald ikke klage over mangel på vand i køkkenhaven I år…..

20120715-224417.jpg


Sokkel til orangeri

Soklen er samlet til mit orangeri. Det var ikke svært at samle den. Men det var et stort arbejde, at få den lagt rigtigt på jorden.

Min far havde i forvejen lavet målfaste tegninger med masser af krydsmål. Han havde trukket snore og sat pæle, så Kurt kunne grave hullerne, hvor soklen skal punktstøbes.

Drivhuset skal stå, der hvor vi tidligere havde en stor gruppe grantræer, så det var lidt af et arbejde at lave de ni huller til soklen. Og ud over granrødder, så er der våd, tung lerjord, når man kommer ca 30 cm ned i jorden. Men det er det sted på grunden, hvor de sidste solstråler rammer om aftenen. Derfor er netop den plet valgt ud.

Inden soklen skulle støbes fast, havde Kurt og min far lagt sand på og rettet grunden op. Der var lagt fliser ud, så soklen gerne skulle kunne være præcis i vatter, når den blev støbt fast.

Heldigvis kunne vi låne en cementblander hos naboen. Soklen blev lagt på plads og så startede det store millimetertilpasning. Min far suste rundt med målebånd og vaterpas. Jeg tror, vi målte og rykkede tre centimeter, to centimeter, og tre centimeter frem og tilbage mindste tyve gange.

Der kom beton ned i hullerne og blev rykket og målt igen. Endelig var min far tilfreds med mål og vatter. Og nu ligger det der. Og hærder indtil vi er klar til at kaste os over den store montage. Der er også den lille detalje, at jeg skal have anmeldt byggeriet til kommunen.

20120712-213733.jpg


Jordbærtid

Sommertid er jordbærtid. Meget regn i juni har givet store, røde bær. Uhmmm. Vi har ikke ret mange jordbærplanter og flere af dem er plantet rundt omkring terrassen i sprækker og kanter. Så de fleste spises direkte fra planterne, når vi kommer forbi dem. Men Kurt og Oline har plukket en stor skålfuld, så der er nok at tage af.

Med chokoladeskaller, lyserød guf og en lille kvist med citronmelisse, så bliver jordbærene pyntet op til en fin og festlig sommerdessert.

20120707-220607.jpg