Sommer i Blåvand

Sommerferien gik i år til Blåvand på Hvidbjerg Strand Camping. Vi har været der tidligere for tre år siden. Og med udsigt til forrygende sommervejr, så måtte Blåvand være et godt sted.
Med temperaturer på over 30 grader, minimal vind og bagende sol, er stranden et godt sted at opholde sig. Ikke bare om dagen, men også om aftenen til en slentretur i vandkanten.


Sommerhygge på folden

Gajol, Bailey og Oak hygger sig i skyggen under den store hængepil. De nyder at få en gang friskpresset hø til gumlemad som supplement til græsset.

Vi har fast leverandør af hø fra St. Lundgaard. Dejligt fint hø, uden ukrudt og grove strå. Det er noget der bekommer hestene vel!

20140701-215655-79015939.jpg


Drive-tid i orangeriet

Man kan simpelt hen ikke være stresset, når man opholder sig i orangeriet. Derfor er det ikke bare et drivhus, men i høj grad et drivehus. Her kan man virkelig drive den af.

Selv om det lufter lidt, er det lunt at sidde og indtage aftensmaden her.

Selvfølgelig er der også en lille smule drivhus-avl. To almindelige agurkeplanter, to skoleagurker og så er der Kurts vinplante. Men der er flest blomster!

20140701-215039-78639339.jpg

20140701-215040-78640201.jpg


Blå kornmarker

Lige nu er de økologisk dyrkede rugmarker super flotte. Vintervikke snor sig mellem kornstråene og gør markerne til et bølgende, blålilla hav.

Når vi rider forbi, kan vi høre hvordan hele marken summer. Der er bestemt en masse humlebier der synes godt om de tusindvis af små, bitte blomster.

Jeg måtte google mig frem til, hvad de blå blomster i kornmarker skulle gøre godt for. Svaret er, at vintervikke tilfører kvælstof til jorden og er godt at så sammen med vinterrug. Aha….

20140701-212704-77224955.jpg


Gipsarm

20140617-232620-84380295.jpg
Sådan kan det gå! Oline har rullet skateboardet væk under fødderne og sat rumpetten i asfalten. Det kostede en flækket knogle i hånden. Heldigvis kan det klares med ti dage i gips.


Tid til at gå i frø

Det første havearbejde er overstået og handler om forventningens glæde. Nemlig at gennemtrave kerneliv.dk og bestille frø til den kommende sommer.

Sidste år bestilte jeg også mine frø på kerneliv.dk. De har et kæmpe udvalg og meget fornuftige priser.

Jeg har hverken tid eller plads i haven til sommerblomster. Alligevel kommer jeg til at bestille ti ny pakker frø. Halvdelen af dem er stauder, så de skal jo have plads, på en eller anden måde. I første omgang kommer de på rad og række i urtehaven. Så kan de plantes ud i haven til efteråret eller til næste forår.


Otte sting og en bandage

I formiddag var jeg en tur omkring dagkirurgisk afdeling på Randers Sygehus. Siden sidste forår har jeg døjet med, at begge mine hænder sover om natten og gør ondt om dagen, så snart jeg laver noget med hænderne.

Karpaltunnelsyndrom siger lægerne.  Jeg har fået tjekket nervebanerne ved hjælp af elektriske stød og måling af reaktionerne i fingrene. Løsningen er at få lagt et lille snit i håndroden og skabe mere plads til nervebanerne.

Sådan en lille operation har jeg fået lavet i dag. Det tog ikke særlig lang tid og både lægen (ung fyr med brune øjne og god humor) og sygeplejerskerne var super søde. Nu har jeg en kæmpe bandage på, som skal sidde i fem dage. Derunder er der otte sting, som først skal ud om tolv dage.

Heldigvis har Oline vinterferie og Kurt har taget resten af ugen fri, så de kan hjælpe mig. Jeg kan ikke engang knappe mine bukser selv. Og slet ikke håndtere min hest.