Sommerhygge på folden

Gajol, Bailey og Oak hygger sig i skyggen under den store hængepil. De nyder at få en gang friskpresset hø til gumlemad som supplement til græsset.

Vi har fast leverandør af hø fra St. Lundgaard. Dejligt fint hø, uden ukrudt og grove strå. Det er noget der bekommer hestene vel!

20140701-215655-79015939.jpg


Blå kornmarker

Lige nu er de økologisk dyrkede rugmarker super flotte. Vintervikke snor sig mellem kornstråene og gør markerne til et bølgende, blålilla hav.

Når vi rider forbi, kan vi høre hvordan hele marken summer. Der er bestemt en masse humlebier der synes godt om de tusindvis af små, bitte blomster.

Jeg måtte google mig frem til, hvad de blå blomster i kornmarker skulle gøre godt for. Svaret er, at vintervikke tilfører kvælstof til jorden og er godt at så sammen med vinterrug. Aha….

20140701-212704-77224955.jpg


Sommerbørn

Vi vender endnu et kalenderblad og det er blevet den 1. juli. Skolernes sommerferie er begyndt og Oline har 6 lange uger foran sig, hvor hun mest skal lave ingenting.

Hestebørn har også brug for ferie. Til daglig går Gajol på en jordfold og han har hele sommeren kigget langt efter det grønne græs. Så her i weekenden tog han og hans bror på fire ugers sommerferie. Det rene drømmeland for heste. Knæhøjt græs. Og rigeligt af det.

20130701-195438.jpg


Sol og sommer

Dansk sommer, når den er bedst! Solskin og let brise. Og det er en skøn fornemmelse, at nyde det gode vejr fra hesteryg.

Gajol er heldig vis stabil og rolig at ride, så vi kan fint ride ud på tur. Vi skal dog helst følges med andre. Hvis vi rider ind i skoven alene, bliver han meget urolig og anspændt. Han er simpelt hen bange.

Men er der andre heste med, så er han helt rolig. Han bliver ikke nervøs eller påvirket, selv om de andre heste på turen hidser sig op eller bliver nervøse.

20130626-204807.jpg


Sne i skægget

Det har været en laaaaang vinter, uden særlig mange ridetimer. Jorden har været hård og frossen. Ridebanen har været fyldt med sne og is. Skoven har været hård og kold. Det er højst blevet til en skridttur i skoven. En enkelt gang har Urs og jeg været Vestervangstien rundt. Men efterhånden går glansen lidt af at sadle op og skridte den sædvanlige runde.

Jeg har sådan set også svigtet den gode Urs. Jeg har faktisk sagt hende op her til 1. april. I stedet har jeg taget springet til den dejlige, charmerende Gajol. Som ikke engang er tilredet, men som fra første dag jeg kom på Christianslund, plantede en hestesko i mit hjerte.

Hvor tosset kan man være? Fra en velskolet, stor oldenborger, som kan alt. Til en knap 4 år gammel Tinker, som ikke kan noget som helst, ud over at være en dejlig hest. Og hest er jo også en lille overdrivelse, for i virkeligheden er han jo en pony.

Hvem kan stå for en Gajol med sne i skægget?

20130322-201806.jpg

20130322-201919.jpg