Drive-tid i orangeriet

Man kan simpelt hen ikke være stresset, når man opholder sig i orangeriet. Derfor er det ikke bare et drivhus, men i høj grad et drivehus. Her kan man virkelig drive den af.

Selv om det lufter lidt, er det lunt at sidde og indtage aftensmaden her.

Selvfølgelig er der også en lille smule drivhus-avl. To almindelige agurkeplanter, to skoleagurker og så er der Kurts vinplante. Men der er flest blomster!

20140701-215039-78639339.jpg

20140701-215040-78640201.jpg


Sommer i drivhuset

Selv om temperaturen ikke røber, at det er højsommer, så nyder jeg alligevel solen på en halvkølig sommeraften. I orangeriet er der lunt og skønt. Det er ikke en tilfældighed, at orangeriet er placeret, så det vender indgangspartiet mod de sidste solstråler fra vest.

Der er ikke ret mange ting, der er succes i min urtehave i år. Men i orangeriet trives mine blomster.

20130701-200148.jpg

20130701-200247.jpg


Kurts vinplante

Kurt havde et enkelt ønske, da vi købte det store drivhus. Der skulle være en vin! Så årets farsdagsgave var en vinplante. Jeg havde søgt en del information for at finde den rette sort og valgte en drue af sorten Schuyler. Den modner tidligt, har små kerner og er blå. Rimelig garanti for et godt udbytte og en sund plante.

Nu er den plantet og ser ud til at trives. Har læst mig til, at den skal klippes en del tilbage de første år. Det bliver nok lidt af en overvindelse, at klippe den ned til efteråret.

20130626-210143.jpg


Ud af vinterhiet

Underligt nok, så går min blog i vinterhi nogle måneder hvert år. Nu skete det igen i år. Men mon det ikke er på tide, at komme ud af hulen og få pustet liv i mit online-liv igen.

Her sidst i marts måned, bugner mine vindueskarme med små spirer. Jeg ved præcis, hvornår det er tid til at sætte ærteblomsterne til forspiring. Oline er født den 20. marts og den dag hun blev født, der var jeg på sygehuset om morgenen og blev sendt hjem at slappe af. Men mine flotte ærteblomsters fra Isabella Smith, de var lagt i blød aftenen før, så jeg skulle ikke slappe af, men plante! Så mellem tjek på sygehus og fødsel, fik jeg sået ærteblomster. Ergo skal ærteblomsterne sættes til den 20. marts!

Jeg glæder mig til at flytte spirerne i orangeriet! Jeg glæder mig til at plante i orangeriet. Jeg glæder mig til at drikke kaffe i orangeriet. Jeg venter bare på foråret. For her den 22. marts er jorden stadig dækket med sne og de varsler minus ti grader i nat.

20130322-200359.jpg


Et bord til orangeriet

Når orangeriet også skal bruges til driverliv for mennesker og dyr, så må der nødvendigvis være et bord. Men jeg synes, at et almindeligt havebord ville tage alt for meget plads og et cafebord bliver for lille.

På Valdemar Slot er en butik i laden, med gamle møbler og ting og sager i landlig, fransk stil. Her så jeg et klapbord a la et svensk klapbord. Men det var dyrt. Efterfølgende jagt på nettet gav samme resultat. Et svensk klapbord var lig med en antikvitet og meget dyrt.

Jeg gik til Kurt T. vel vidende, at han kan snedkerere og med garanti kunne finde på noget. Han grublede et par dage og havde så en ide klar!

Et gammelt smedejernstel fra et symaskinebord og en fyrtræsplade fra et kasseret sofabord. En tur omkring fræseren og så var det skåret op. Genialt. Et lille bord med buede klapper. Fylder ikke meget, men kan hurtig slås op og blive et bord som kan rumme et lille gæstebud. Det tunge understel sikre, at det ikke vælter.

Nu har jeg gang i malerpenslen. Pladerne bliver grundet og dernæst malet gråblå. Måske får de lidt dekoration. Vi får se.

20120825-202054.jpg

Coco og Mille har allerede fundet lykken ved at drive den af i drivhuset.

20120825-202446.jpg


Tropenat

For første gang i denne sommer, har vi haft “tropenat”. Temperaturen er ikke under 20 grader i løbet af natten. Oline og jeg elsker at sove ude, når det er varmt om natten. I det hele taget er vi nogle rigtig friskluft-sovetryner. Vi sover med åbne vinder, så der nogle gange står pingviner og stepper i fodenden af sengen om vinteren.

Men nu havde vi jo et nyt sted at sove. I orangeriet. Når der endnu ikke var glas i gavlene, var det jo oplagt at lægge den store luftmadras på gulvet og hænge myggenettet op i hanebjælkerne.

Sidste år sov vi på trampolinen. Men nu hvor vi har fældet alle grantræerne, er det svært at få myggenettet hængt op over trampolinen.

Coco finder hurtigt vej ind under myggenettet og så ligger vi alle tre og kigger på stjernerne og nyder den lune sommernat.

20120819-215419.jpg


Byggeriet lakker mod enden

Uha, vores drivhusbyggeri har været længe under vejs. Det har taget længere tid, end vi havde regnet med. Meget længere tid. Vores erfaring er i alt fald, at det tager meget længere tid at sætte et Sirius drivhus op, end hvad annoncer og brugsanvisning siger. Det er ikke fordi vi har klumret undervejs, men flere ting har smådrillet og taget lang tid.

Heldigvis er René altid klar med en hjælpende hånd, når vi har brug for assistance. Han hjalp Kurt med at få de lange glas i gavlene sat fast.

Men nu lakker det mod enden! I dag er de sidste glas sat i. Nu mangler der kun nedløbsrør og små dækknapper på alle skruerne.

20120819-203012.jpg


Glas i taget

Kurt har fået lagt glas i hele taget på drivhuset. Det har drillet gevaldigt flere gange undervejs. På et tidspunkt ringede han til leverandøren og fik nummeret på en af deres montører. En venlig og kompetent fynbo, som vidste nøjagtigt hvad Kurt talte om og som kunne give helt enkel besked og råd. Som virkede!

Jeg må indrømme, at jeg har været en lille smule mismodig. Hele projektet har taget meget længere tid, end jeg havde regnet med. Det har drillet lidt, selvom vi ikke har gjort noget galt undervejs i monteringen.

Men nu er taget lukket! Fire vinduer kan åbnes og lukkes. Nu kan det kun blive nemmere med siderne!

20120815-210644.jpg


Fliser i orangeriet

20120810-213614.jpg

Så rykker det igen i vores orangeri-projekt. Bedstefar har hjulpet Kurt med at rette sand af, så i dag lagde Kurt og jeg fliser i størstedelen af orangeriet.

Vi har været så heldige, at vi har kunnet hente en masse heregårdssten hos min kollega i Hammel. Kurt har kørt i fast rutefart nogle gange. En trailer bliver hurtig lastet til max vægt, når det er flisre der læges i. Nu bliver Kelds fliser genbrugt i orangeriet.

Det lader til, at sådan en model er skabt til herregårdssten. Det passer perfekt med 17 fliser i bredden og da vi nåede indhakket, passede det præcis med fliserne. Så Kurt har kun skullet halvere fliser til hv anden række.

Vi har valgt at lægge fliserne inde i huset, inden glassene bliver sat i. Det giver god bevægelsesfrihed og der bliver ikke stegende hedt, når vi skal arbejde.

20120810-213635.jpg


Rejsegilde

20120804-115226.jpg

Mit lille orangeri er samlet. I alt fald er alle stænger og skruer sat sammen. Det må betyde, at det er tid til et lille, improviseret rejsegilde, inden der skal lægges fliser og sættes glas i.

En stor gryde med pølser, en masse brød i ovnen, kolde drikkevarer og en besked til de som har fulgt slaget gang og hjulpet til. Det blev til en hyggelig aften på terrassen. Ungerne hyggede sig og moslede rundt på trampolinen, mens vi voksne fik en sludder og viftede fluer væk.

Jeg glæder mig SÅ meget, til at få det færdig. Jeg har fundet en billig metalseng på Den Blå Avis, som skal være en sofaseng og have hædersplads i orangeriet. Jeg har købt puder og stof, som skal bruges til sengen. Fire gamle instruktørstole skal ombetrækkes og flytte ned i glashuset. På vores ferie fandt jeg fire glasampler til bloklys. IKEA har leveret billige mygge- og skyggegardiner. Kurt T er sat i tænkeboks til at konstruere et svensk klapbord.

Planter? Selvfølgelig skal der også være planter. Kurt har ønsket sig en vin, så sådan en skal vi have plantet. Måske vil jeg forsøge mig med at dyrke melon næste år. Men ellers skal det være til hygge, til at starte alle mine krukkeplanter, til at forspire blomster og til en enkelt krukke eller to.