Ret nem aftensmad

I dag fik vi vores første leverance fra retnemt.dk. Da vi stod op var der læsset 4 flamingokasser af i carporten. De indeholdt hver især et komplet aftensmad-kit. Alt fra brød, kartofler, kød og løg til tranebærsaft og brun farin. Her i første bestilling har vi fået til fire personer, for at kunne vurdere hvor meget der er i en portion. Man kan kun bestille til to eller fire personer og vi er jo lige som tre i vores lille familie.

I dag stod menuen så på sund mad: Hakkebøf, ovnbagte rødbeder, salat med rødløg og en varm dressing/sovs af tranebærsaft og granatæble. Dertil et groft ciabattabrød. Det var ikke lige Olines livret, men bøf og brød gled ned.


Bobler af wellness

På campingpladsen er der et lækkert wellness-center. Om formiddagen er der adgang for alle. Også børn. Oline og jeg tager derop en morgen for at tøsehygge. Når vi bor på Hvidbjerg koster det 80,- kroner per person at få adgang til tre timers hygge og luksus.

Og det er virkelig super flot! Alt er så gennemført i materialer, belysning, møbler og musik. Helt fra omklædningsrummenes mørke trælåger på skabene til lysdiodernes stjernehimmel i dampsaunaen. Oline og jeg dypper os i det ene spabad efter det andet. Et sted er der musik under vandet. Et sted er vandet 42 grader og brændende varmt. Udendørs sidder vi i varmt boblebad, vi flyder i saltholdigt vand og Oline tager mod til sig og vipper en træspand med iskoldt vand ned over sig. Vi køler fødderne, mens vi går på forskellige typer strandsten gennem en isnende kold bæk.

Der er tændt op i den fritstående pejs og mens vi sidder på de opvarmede bænke, kan vi file fødder og vaske dem i de små fodkar. Oline er helt oppe at ringe. Hun synes det hele er fantastisk.

Oun beslutter sig for at, den den oplevelse skal Kurt også have. Da vi kommer tilbage til campingvognen, får hun i gang med at klippe og klistre i brochurerne fra wellnescentret og laver et gavekort til sin far. Hvis hun kan få serveret popcorn og en god film, så vil hun og Coco gerne være alene hjemme i campingvognen en aften, så Kurt og jeg kan holde “kærestehygge” i wellness en aften.

Oline bliver forsynet med “Min søsters børn vælter Nordjylland” og en gang guf, mens Kurt og jeg en aften tager op i wellness. Det er rigtig dejligt. Der er fredeligt og roligt på denne tid af dagen, hvor børn er forment adgang. Kurt er specielt vild med den varme grotte, hvor vandet er knald varmt og lysdioder farver vandet skiftevis lilla, grønt, gult og blåt. Det har været gråvejr hele dagen, men netop som vi ligger og plasker i det udendørs saltvandsbassin, bryder solen frem og kaster sine stråler på os og udsigten over klitterne og vadehavet.

Kurt og jeg prøver flere af de forskellige saunaer. Vi indånder varm luft beriget med mineraler, vi får musklerne varmet af strålevarme. Vi er ved at blive kvalt i en dampsauna – det er ikke vores favorit! Ind i mellem kan vi tage et forfriskende brusebad i massagebrusere eller gnide os med frisklavet is fra isbrønden. Vi nøjes med at drikke det gratis isvand, men ellers er der mulighed for at købe andre forfriskninger i baren.

Det kan bestemt anbefales at tage et pusterum i wellnesscentret på Hvidbjerg. Jeg overvejer, om vores 25 års venindejubilæum måske kan fejres her.


Kur-krise

Det var ellers så nemt, da beslutningen først var taget. Nul kager, nul slik, ingen chips, sodavand eller usund mad. Farvel til morgenbrød, pålægchokolade og hvidt brød. Hvid pasta og ris skiftet ud med brune varianter. Men nu kniber det….. Efter otte standhaftige uger har der været for mange uheldige begivenheder. Min fødselsdag for eksempel. Den måtte fejres med en banankage til kollegerne og noget god mad i weekenden. Fastelavnsfest er ikke en fest uden fastelavnsboller. Det er svært at komme ind på dydens smalle sti igen. Jeg synes eller min målrettede indsats var ved at give pote på vægten. Men det kan hurtigt gå den forkerte vej igen. Jeg må finde motivationen til at være standhaftig igen!

Det sunde morgenbord


Vand og vandhunde

Mens Danmark er ved at skylle væk i smeltevand, har Oline og jeg bestemt os for at tage en tur i Hammel Svømmehal. Oline har altid været en lille vandhund. Hun var ikke mange uger gammel, før end hun fik sin første dukkert i varmtvandsbassinet i Hammel. I dag havde vi også Bedstemor med. Det var rigtig dejligt at svømme! Bedstemor og jeg tog en masse baner frem og tilbage. Det kneb lidt mere med at få Oline til at dyrke lidt koncentreret svømning. Hun var så heldig, at Line og hendes far var i svømmehallen da vi kom, så tøserne fik lidt vandpjaskeri sammen.

Siden den 23. december har Oline humplet rundt på sin forstuvede fod. Den er selvfølgelig langt bedre nu, men det generer hende stadig, så hun ikke kan løbe og hoppe og springe. Så en tur i vandet var jo en rigtig god måde at få rørt sig. Vi sluttede med en tur ind i varmtvandsbassinet og slappede af i det varme vand.


Sund mad kræver tid

Vores nytårsfortsæt er sund mad! OK, måske i den lidt skrappere udgave. Ikke bare sund – men sund, fedtfattig, no sugar, fedtfattig, grov. Ja, for at sige det lige ud: Slankende!

Både Oline og jeg har rigeligt til både gård og gade og det vil vi meget gerne lave om på. Men for pokker da, hvor det kræver tid og energi at leve sundt og slankende. Det er jo i høj grad de usunde madvarer der også er de hurtige. Det er så nemt at snuppe en kiks, en knækbrød, noget slik eller chips. Og den nemme aftensmad har altid været en gryde pasta – i luksusudgaven med tomatsovs og revet ost. Hvid pasta vel at mærke.
Men det prøver vi alt sammen at lave om på. Men der skal bruges tid, når der til hvert måltid skal laves godt med grøntsager. Jeg ved af erfaring, at vi hurtigt bliver træt at grøntsagsstave, hvis det er den måde det bliver serveret på hver dag. Det skal varieres i det uendelige. Hvilket det jo også kan, man der skal bare TID til! Det samme gælder de sunde mellemmåltider. Det er nemt at snuppe et æble, men ærlig talt ikke særlig inspirerende. Så nu vil jeg give mig i kast med en sund frugtsalat, som skal gøre det ud for dagens fredagssnoller….