En dag med pileflet

Pil er fantastisk! Med ganske få midler, kan man skabe store, skulpturelle planter til haven og terrassen. Her i det tidlige forår, når pilen lige er høstet, kan man flette med levende pil. Selv om jeg har masser af pil herhjemme, så er det ikke altid, at jeg får lavet så meget med det.

I dag har Bettina, Carina, Annegrethe og jeg været på kursus en hel dag hos Solveig Langballe i Ryomgård. Vi har været på kursus hos Solveig før. I både tør og levende pil. Der skal som regel et helt weekendkursus til, hvis man skal nå at flette en flot kurv. Men når man fletter med levende pil til haven, kan man på nogle få timer, nemt få noget fra hånden.

Jeg skulle flette noget højt, som kan flankere indgangspartiet til orangeriet. Så jeg fik lavet to høje cylindreformede piletræer. Nu står de stukket i plantejord i sorte spande og skal bruge de næste par måneder på at slå rødder. Derefter kan de komme over i et par store krukker eller plantes direkte i jorden.

Lige nu har jeg lyst til at flette meget mere i den påskeferie, som snart står for døren. Et par store krusedullekugler vil være godt. Måske en lille, bitte række at små, snoede træer på nordsiden af orangeriet? Det vil nu også pynte med et par træer udenfor stalden neden på Christianslund.

20130323-212428.jpg

Jeg ved ikke, hvad sådan et par installationer kan kaldes. Det var noget Bettina fandt på. Det er hendes til venstre og min version af krusedulleflettet piletræ til højre.

20130323-212506.jpg


Lange arme

Hvis nogen synes, at Kurt og jeg har fået ekstra lange arme, så er det ganske rigtigt. Her i weekenden har høsten sat dagsordenen for vores aktiviteter. Lørdag aften var der høstfest i forsamlingshuset. Helstegt pattegris, levende musik, halmballer og masser af godt humør. Vi fik svinget træbenet og hygget os med naboerne til en god gang fest.
Normalt sætter den årlige høstfest punktum for høsten, men det smadder våde høstvejr har forsinket det hele. Der står stadig marker som ikke er høstet – nogle af dem bliver simpelt hen pløjet ned, da afgrøderne ikke er noget værd mere.

Karl Erik presser sit halm i Morten Korch-baller der passer til halmfyret. Normalt er halmen lagt på halmloftet længe inden kalenderen siger oktober. Men det var altså ikke tilfældet i år. Da weekenden lovede godt vejr, blev halmen på marken spredt og revet og spredt og revet sammen igen, i et forsøg på at få det nogenlunde tørt. Til trods for tømmermænd efter lørdagens festligheder, stillede vi til nabohjælp søndag eftermiddag og fik en hel del halmballer sat på loftet. Mandag eftermiddag tog både Kurt og jeg tidligt hjem fra arbejde og stillede op til høsthjælp. Mandag aften var 1800 halmballer smækket på loftet og Jonna kunne bænke sine 6 høstfolk til aftensmad. Selv om det er hårdt er det også dejligt at kunne hjælpe sine naboer. Oline og naboens tøser hygger sig gevaldigt når vi kører halm ind. Det bedste de ved er at ligge i bunden af halmvognen, når den kører tom ud til marken. De skal helst med hen over så mange humpler og bumpler i marken som muligt. Så ligger de i bunden af vognen og hopper og danser og hviner. De snupper løbehjulene med og suser hjemad, klar til at tage turen ud en gang til, når næste vogn skal retur til marken.

Et hurtigt regnestykke – jeg har haft ca 400 halmballer i hænderne de sidste to dage. Ikke underligt at mine arme synes lange…..


Vandgang i Djurs Sommerland

Traditionen tro har vi været med Bettina og Søren og drengene i Djurs Sommerland. Hvert år tilbyder Sparekassen Kronjylland deres kunder billige billetter til en søndag i september. Officielt lukker parken om lørdagen og søndag er så forbeholdt Sparekassens kunder. Jeg har en enkelt gammel hengemt konto i Sparekassen og den er jo god at have i sådanne tilfælde.
Normalt er der stopfuld af mennesker. I år var der sådan set også mange besøgende, men det meste af dagen var det mere eller mindre regnvejr.
Vi var alle pakket godt ind i regntøj, så vi kunne holde os tørre og varme. Men det var nu alligevel ikke helt det samme at være på udflugt i gråvejr, som når det har været dejlig solskin. Regntøjet havde dog en fordel. Vi kastede os ud i den ene vandrutsjebane efter den anden uden at blive synderlig våde. Men efter tre omgange i Træstammen, trak der alligevel vand ind flere steder.
Normalt er fotografiapparatet i flittigt brug på den dag, for at forevige ungerne. Men i år blev det bare ikke til noget. Billeder er bare ikke gode i regnvejr. Vi synes dog vi måtte have et enkelt foto til at erindre os om, at vi trods alt også havde været af sted i 2011.


Sammenhold når det gælder

Mandag eftermiddag havde vi en oplevelse som var både skrækkelig og god på samme tid. Vores ældre nabo Jens Karl var gået hjemmefra ved 11-tiden om formiddagen og kom ikke hjem igen. Da jeg kom hjem fra arbejde gik den helt store eftersøgning i gang. Jens Karl kan ikke klare sig selv og vi var alle klar over, at når han ikke var kommet hjem igen til Karen, var det fordi han var kommet galt af sted eller flakkede hjælpeløst omkring.

I løbet af en halv time var cirka fyrre mennesker i alle aldre samlet og klar til at gå ud at lede. Nogle med hunde. Nogle med firhjulstrækker. Politiet var overvældet over, hvor mange vi kunne samles og hvor hurtigt vi kunne koordinere en indsats i området. Det pjask regnede, men folk var trukket i regntøj og gummistøvler og tanken om, at Jens Karl lå et sted derude var skrækkelig. Heldigvis blev han fundet! Han lå oppe bag byen nær et markskel, men var umulig at få øje på i det høje korn. Heldigvis gik Leif gennem marken med sin jagthund og de fandt Jens Karl. Han var faldet og ude af stand til selv at komme op igen. Da havde han været ude i 7 timer.

Med Jens Karl pakket godt ind i et tæppe kørte Peter med politieskorte og blå blik Jens Karl op på sygehuset til et tjek. Han fik tørt tøj på og en varm seng og inden længe var han i gang med et måltid mad. Stor lettelse hos os alle sammen. Men kun ved hjælp af en ihærdig indsats fra de mange naboer blev Jens Karl fundet relativt hurtigt. Godt naboskab er guld værd og en af grundene til, at jeg er så glad for at bo her i Værum.


Skønne dage i Blommehaven

Når vejret er skønt, er camping såmænd helt fornøjeligt. Vi har tilbragt fire dejlige dage i Blommehaven i Århus. Solen har skinnet fra morgen til aften, så vi har dovnet og daset. Spist masser af grillmad og styrket os i tusmørket med Gajol i alle varianter.

Fredag aften mønstrede vi 27 personer til fællesspisning i aftensolen. Ud over de børn vi 5 familier normalt har med, så havde vi til sammen 5 ekstra “lånebørn” på weekendbesøg. Magnus var hjemme fra efterskolen og Asger havde hjemme-weekend, så der var virkelig fuldt hus! Heldigvis var vejret jo så fint, at vi kunne sidde udenfor og spise. Godt nok er der forbløffende meget plads i et tremeter telt. Men der er også visse begrænsninger….

Fem familier betyder også en daglig opstilling af fem gange Weber. Når folk glor underligt på os, plejer vi at forklare os med, at vi har en til kylling, en til brød, en til svinekød, en til pølser og en til det halalslagtede kød fra Bazaren. 


Påskeferie

Suk….. Nu er påskeferien forbi. Det har været en dejlig, dejlig ferie. Ikke mindst på grund af det helt fantastiske sommervejr. I sidste uge pakkede jeg skidragter, vanter og termostøvler væk. I denne uge har jeg fundet sandaler og shorts frem. Vi har ikke haft meget glæde af påskepynten i huset. Det meste af påskeferien har vi tilbragt udenfor. Jeg har endda kunnet snuppe en middagslur i hængekøjen et par gange eller tre.

Vi har brugt påskeferien på dels en masse udendørs sysler, dels en masse hygge med venner og famile. Campingvognen er hentet hjem og Kurt har tjekket og testet den i alle ender og kanter. Da vi fik den hjem i efteråret, kom den direkte på stald. Nu har den været under Kurts kærlig behandling og er skrubbet og skurret og poleret.

Torsdag var vi til påskefrokost i Hammel. Dejlig mad, dejligt vejr. Ungerne hyggede sig og legede i haven og vi kunne indtage kaffen på terassen. Skønt! Fredag en sammenskudsfrokost på Sandmosegård sammen med naboens. Vi kunne sidde i udestuen og vi piger luftede bare tæer i sandaler. Lørdag tog bedstemor, Oline og jeg ud og så på får og små påskelam. Hjemme kunne vi spise kiks, ost, lagkage og kaffe på terassen. Mandag bød på strålende sol, så her var det Bettina, Søren og drengene der kom til kiks, ost og kaffe i solskinnet.

Uha, hvor kunne jeg godt bruge en ekstra uges ferie…..

 


Total tøsetid

Det tabte land

billede fra randerskunstmuseum.dk

Modtog først på ugen en mødeindkaldelse med teksten “Bettina og Pia til kunstudstilling” efterfulgt af “Søren henter børn og fixer aftensmad”. Jeg sendte straks en accept og en kopi af indkaldelsen til Kurt, som så måtte “hente barn og fixe aftensmad” for familien Pehrsson fredag aften.

Bettina og jeg have fem timers total tøsetid, hvor vi ikke engang nåede at snakke mand og børn. Vi var på Randers Kunstmuseum og se en udstilling af Poul Anker Bech “Det tabte land”. Kæmpe store malerier i meget mættede farver. Fantastiske billeder – en blanding af surrealisme og billeder “der ligner”.  En underlig mismodig holdning til det danske landskab og livet. Spændende!

Bagefter var vi på cafe og spiste og snakkede – og snakkede. Om alt muligt. Bemærkelsesværdigt lidt om mænd og børn. Men en helt masse om ting der vedrørte OS.

Den slags mødeindkaldelser gider jeg godt have nogle flere af.


Venner er den familie du selv vælger

Vores familie er ganske lille. Så hos os er der ikke meget familiekomsammen i forbindelse med jul og andre højtider. Men alligevel har vi nu været sammen med en masse dejlige mennesker i hele december og omkring jul og nytår. Selvfølgelig har vi fejret jul med vores nærmeste familie, men der ud over har vi hygget og fejret julen og nytår med vores venner.

Jeg kan ikke huske, hvor jeg engang stødte på sætningen “venner er den famile du selv vælger”. Men jeg hæftede mig ved den og tænker tit på det, især omkring de tider, hvor man normalt ser en masse familie. Selv om man har en stor familie, er det jo ikke sikkert at man ses. Mange familier er uvenner på kryds og tværs. Det gælder sådan set også for vores egne familier. Både Kurts familie og min. Men heldigvis gælder det ikke mellem de få søskende vi er eller mine forældre.

Heldigvis har vi venner, som helt naturligt stiller op til de begivenheder, hvor det ellers ville være familien der fyldte omkring bordet. Til Olines barnedåb var der lige så mange venner som familemedlemmer omkring bordet. Det er også vennerne vi mødes med til julefrokoster og nytår. Til camping og til grill. Til fødselsdage og andre mærkedage. Flere af dem har vi kendt hele vores voksenliv.

Hurra for de gode venner, som til sidst bliver ens nærmeste og som “høre tid” præcis som familemedlemmer gør det.