Gode venner

Først betragtede Coco vist nærmest marsvinet som en ulden godbid. Hun så i alt fald vældig sultent på Pizza da hun ankom til familien. Men nu er de bedste venner. Pizza kan slet ikke lade være med at futte hen til Coco, hvis hun går løs på gulvet. Coco slikker og nusser hende, men det ser ikke ud til at genere Pizza det mindste. Hun moser sig ind under Coco eller giver hende et nap i snuden. Måske hun tror, at det er et stykke sort lakridskonfekt der sidder der yderst på snudeskaftet.

I det hele taget er Coco en rigtig hyggehund, selv om der kan være kamp om de gode pladser i de bløde puder. Både Jalle og Coco skal helst slænge i sofaen – gerne på et tæppe eller gravet ned i puderne. Selv om Coco ikke kan lade være med at drille Jalle, hver gang de går forbi hinanden, så kan de godt ligger i arm i sofaen. Og så ikke et ord om, hvem der ligger i den anden ende af sofaen…..


Marsvin i familien

Oline har længe plaget om et marsvin. Vi har dog haft en del diskussion om pasning af husdyr i familien. Det er Kurt og jeg der står for fodring og pasning af de dyr vi har haft indtil nu. Jeg tager mig kaninerne. Akvariet er Kurts afdeling. Kurt fodre Coco. Jeg fodre kattene. Egentlig er det jo Oline som burde passe nogle af dyrene, så i sommerferien har vi haft en del snak om det med dyr. Jeg har meldt ud, at jeg orker ikke at passe flere dyr.

Til sidst fik Oline selvfølgelig overtalt sin mor til et marsvin. Mod højt og helligt at love, at hun tager sig af sine gnavere. Vi har endda indgået en skriftlig kontrakt (gad vide hvad hun har gjort af den…..). Så en af de sidste dage i ferien kørte vi en tur i Farmland og hentede et lille, bitte marsvin. Nu er Pizza så en del af familien. Hun har stor underholdningsværdi for Coco. Det ligner mest af alt, at Coco kunne finde på at sluge hende i en enkelt mundfuld, hvis hun kunne få lov.


Sommerhår

Coco har fået ny sommerfrisure. For første gang er hun blevet klippet. Som alle andre hunde i bichon-familien fælder en løwchen ikke. I det års tid vi har haft Coco er hun bare blevet mere og mere langhåret. Vi har løbende studset håret omkring hendes øjne og af og til har jeg klippet pandehåret, når jeg synes hun ikke kunne se ud af øjnene mere. Hendes pels har forandret sig en del i det forgangne år, da hun jo har haft hvalpepels.

Jeg er jo i den grad til gør-det-selv. Også når det gælder dyrene. Så det med at betale 600-700 kroner for at få Coco trimmet, det faldt mig lidt svært. I stedet for tog Kurt en tur i Farmland og fik en grundig rådgivning af deres hundeklipper. Hun anbefalede ham en professionel klipper, hvor man kan få skær i forskellige længder. Vi valgte et forholdsvist langt skær, så jeg ikke kunne forestille mig Coco totalt plysset. I alt kostede trimmer og skær 2000 kr.

Selv om vi aldrig havde prøvet det før, så gik det helt fint. Kurt hjalp med holde Coco og jeg klippede. Vi satte hende ud på et af de små planteborde på terassen, hvor det ikke gjorde så meget, at der røg lange hårtotter til højre og venstre. Coco tog det meget roligt. Det sværeste var at få benene strakt ordenligt ud. Det var godt, at få klippet pelsen i bund. Nogle steder var den filtret i bunden, selv om hun tit bliver børstet og selv om jeg er meget omhyggelig med at klippe totter af, så snart der er en lille filtertot.

 


Kaniner i vinterhi

Termometret har vist minus 14 grader lige uden for hoveddøren, så det kan kun blive koldere i nat. Nu må kaninerne vist hellere ind i varmen. Normalt bor de ude hele året. Om vinteren sætter vi en tyk flamingoplade på gavlen og under bunden af buret. Hvis det blæser eller er særlig koldt, lukker vi et tæppe ned foran buret. Selv om der er en flamingplade under det nederste bur, er der alligevel koldere i det nederste bur hos Jasmin, end der er på første sal hos Jakob K. Det er i alt fald vandet hos Jasmin som først fryser til is.

I dag blev kaninernes etagebyggeri flyttet ind i mit planterum. Der er en lille elradiator, som skal sikre, at der er frostfrit i rummet. Nu må de bo mellem alle de henslumrende krukkeplanter indtil det bliver varmere igen.


Upopulær hund

CocoKattene har to kattebakker i huset. Coco synes åbenbart det er delikat, når der ligger en katte-høm-høm i bakken. I alt fald har hun i dag præsteret at gumle i sådan en grim katte-høm-høm. Og til aftensmad spiste hun en dejlig stor portion kartoffelmos med herlige bidder af julemedister.
Kombinationen af katteprut og dejlig mad resulterede i en temmelig tilsmudset sofa og et endnu værre badeværelsesgulv. Men det giver så anledning til julerengøring ud over det sædvanlige. Hurra for en vaskemaskine som kan rumme sofabetræk og tæpper….