Reperationsalder?

Egentlig er jeg ret tilfreds med at være i fyrrene. Ikke så meget panik som da jeg var tredive. Et godt job. Oline er så stor, at hun klarer sin hverdag selv Og selv vil og kan bestemme, hvad hun vil. Har fået min dejlige hest. Har min familie, gode venner. Har en mand der giver mig plads til at nørkle med haven, orangeriet og hvad jeg nu ellers går og pusler med.

Men nu er reperationsalderen åbenbart også indtruffet. I alt fald skal jeg møde på dagkirurgisk  afsnit tirsdag formiddag og have fikset min højre hånd.


Prikket rokokko

Jeg har længe haft lyst til at ombetrække den gamle rokokkostol. Stolen er god at sidde i, fylder ikke meget og er praktisk at have som en ekstra stol, når der er mange gæster til middag.

Men det var ikke rigtig lykkedes mig at finde det rigtige stof. På efterårsferien til Paris havde jeg stofforretningerne på Montmartre i sigte. Helt specifikt Marche Saint Pierre, som med stof i flere etager (og priser) helt sikkert ville have noget spændende at byde på.

På en af de øverste etager i den seks etager høje stofbutik er der møbelstof. Og jeg siger dig, der er noget at komme efter det hus. Imiteret pels, guldbrokader, tyl, tern, striber og farver. I stueetagen er der “almindeligt stof”. Men i takt med, at man stiger op på etagerne, så kommer selskabsstoffer, gardinstoffer og møbelstoffer. Hver etage sit speciale. Det er et eventyr at gå mellem de store, tunge ruller med møbelstof og se de mandlige ekspeditienter – iført hvid skjorte, blanke sko, seler og vest – suse rundt og rulle op og rulle ind, så alt hænger perfekt.

Kurt begyndte at få nervøse trækninger ved Masterkortet, allerede da de første laksko klakkede rundt efter os. Og med god grund. For det var ikke billigt at handle møbelstof, når fru Pehrsson holdt pegefest. Og så trak jeg ham ikke engang med over i nabobygningen, hvor man ellers kan finde ALT i knapper, sytråd, kantbånd, possementsnor og andet tilbehør.


Sommer i drivhuset

Selv om temperaturen ikke røber, at det er højsommer, så nyder jeg alligevel solen på en halvkølig sommeraften. I orangeriet er der lunt og skønt. Det er ikke en tilfældighed, at orangeriet er placeret, så det vender indgangspartiet mod de sidste solstråler fra vest.

Der er ikke ret mange ting, der er succes i min urtehave i år. Men i orangeriet trives mine blomster.

20130701-200148.jpg

20130701-200247.jpg


Sommerbørn

Vi vender endnu et kalenderblad og det er blevet den 1. juli. Skolernes sommerferie er begyndt og Oline har 6 lange uger foran sig, hvor hun mest skal lave ingenting.

Hestebørn har også brug for ferie. Til daglig går Gajol på en jordfold og han har hele sommeren kigget langt efter det grønne græs. Så her i weekenden tog han og hans bror på fire ugers sommerferie. Det rene drømmeland for heste. Knæhøjt græs. Og rigeligt af det.

20130701-195438.jpg


Pludselig er året halv gået

Hold da op, som sandet strømmer gennem timeglasset! Nu er de første seks måneder af året næsten gået og jeg har virkelig forsømt at dele ud af min hverdag her på bloggen.

Om få dage går Oline på sommerferie fra skolen. Kurt og jeg har endnu et par ugers arbejde foran os, inden vi kan hænge kontortøjet ind i skabet og finde klipklapperne frem.


Kurts vinplante

Kurt havde et enkelt ønske, da vi købte det store drivhus. Der skulle være en vin! Så årets farsdagsgave var en vinplante. Jeg havde søgt en del information for at finde den rette sort og valgte en drue af sorten Schuyler. Den modner tidligt, har små kerner og er blå. Rimelig garanti for et godt udbytte og en sund plante.

Nu er den plantet og ser ud til at trives. Har læst mig til, at den skal klippes en del tilbage de første år. Det bliver nok lidt af en overvindelse, at klippe den ned til efteråret.

20130626-210143.jpg


Sol og sommer

Dansk sommer, når den er bedst! Solskin og let brise. Og det er en skøn fornemmelse, at nyde det gode vejr fra hesteryg.

Gajol er heldig vis stabil og rolig at ride, så vi kan fint ride ud på tur. Vi skal dog helst følges med andre. Hvis vi rider ind i skoven alene, bliver han meget urolig og anspændt. Han er simpelt hen bange.

Men er der andre heste med, så er han helt rolig. Han bliver ikke nervøs eller påvirket, selv om de andre heste på turen hidser sig op eller bliver nervøse.

20130626-204807.jpg


Gratis luxus i hverdagen

Foråret banker på og med det kommer en af de små, gratis glæder. At tørre sengetøj på tørresnoren i haven.

I denne weekend var det Oline, der fik lov til at få årets første frisk-luft-tørrede sengetøj på sengen. Det er en af de små luxus-glæder, at kravle under en nyvasket dyne, der dufter af frisk luft.

20130416-084615.jpg


Ny symaskine

Jeg har købt en ny symaskine. En Bernina. En såkaldt “skolemodel”.

I dag gik jeg ind til Guldager i Aarhus og sagde “jeg vil gerne se på en symaskine. Den skal kunne sy i møbelstof, hestedækkener og en gardinsøm i ny og næ”. Jeg fik demonstreret Berninaen og den lignede noget, som jeg kunne finde ud af.

Det har saft suseme været en langstrakte process, at få valgt en ny symaskine. Min gamle Husqvarna har haft mislyde i flere år. Den har for flere år siden fået skiftet nogle hjullejer, og det er tydeligt at høre, at det har den trængt til igen i de sidste år. Til sidst kunne den slet ikke sy bare en enkelt søm, uden at det gik i fisk.

Nu står Oline med sit symaskinekørekort i hånden og vil gerne sy lidt. Så der var ingen vej uden om. Ny maskine. Den gamle Husqvarna købte jeg, da jeg flyttede sammen med Kurt. Så den er vist nået sølvbryllupsalderen.

Jeg har søgt på nettet, spurgt venner og kollegaer. Og fået tyve forskellige svar. Uden at blive nævneværdigt klogere. Så nu lod jeg forhandlerne bestemme. Sagde hvad jeg havde brug for og håber, at jeg har fået en symaskine, som så kan tjene mig de næste 25 år.

20130327-205224.jpg


En dag med pileflet

Pil er fantastisk! Med ganske få midler, kan man skabe store, skulpturelle planter til haven og terrassen. Her i det tidlige forår, når pilen lige er høstet, kan man flette med levende pil. Selv om jeg har masser af pil herhjemme, så er det ikke altid, at jeg får lavet så meget med det.

I dag har Bettina, Carina, Annegrethe og jeg været på kursus en hel dag hos Solveig Langballe i Ryomgård. Vi har været på kursus hos Solveig før. I både tør og levende pil. Der skal som regel et helt weekendkursus til, hvis man skal nå at flette en flot kurv. Men når man fletter med levende pil til haven, kan man på nogle få timer, nemt få noget fra hånden.

Jeg skulle flette noget højt, som kan flankere indgangspartiet til orangeriet. Så jeg fik lavet to høje cylindreformede piletræer. Nu står de stukket i plantejord i sorte spande og skal bruge de næste par måneder på at slå rødder. Derefter kan de komme over i et par store krukker eller plantes direkte i jorden.

Lige nu har jeg lyst til at flette meget mere i den påskeferie, som snart står for døren. Et par store krusedullekugler vil være godt. Måske en lille, bitte række at små, snoede træer på nordsiden af orangeriet? Det vil nu også pynte med et par træer udenfor stalden neden på Christianslund.

20130323-212428.jpg

Jeg ved ikke, hvad sådan et par installationer kan kaldes. Det var noget Bettina fandt på. Det er hendes til venstre og min version af krusedulleflettet piletræ til højre.

20130323-212506.jpg