Krusedullen selv

Der er der vel ingen tvivl om, at jeg ER krusedullet. Men ikke kun udenpå. Nogle gange føler jeg mig også temmelig krusedullet på den indvendige side af hovedet.

Måske burde jeg have været italiener? Jeg kommunikerer i alt fald på bedste, italienske vis. Slår ud med arme og ben, hvilket af og til resulterer i at jeg fejer brillerne af i farten. Forklarer og forklarer med store bevægelser og høj stemmeføring. Synes et møde på arbejdet har været rigtig godt, hvis vi har været oppe af stolene, kæmpet om at stå ved whiteboarden for at lave kruseduller og helst også været lidt højrøstede.

Jeg tænker og taler i billeder. Får tusindvis af krusedullede ide’er, som jeg ser ganske klart for mit indre blik og straks prøver at sælge til mine nærmeste. Der er altid et projekt undervejs herhjemme. Møblerne i stuen står sjældet på den samme plads over et år. Havens planter når knap at få rodfæste, før end de er gravet op og flyttet nye steder hen. Der er altid noget som kan gøres anderledes, mere spændende, smukkere, mere farverigt, mere praktisk. Både ude og inde.

Vil gerne have det perfekte resultat, men har en tendens til at ville springe over, der hvor gærdet er lavest. Det kan give konflikter i mit indre univers!

Huslige pligter som madlavning og indkøb står ikke højst på listen over farvoritgøremål. Næ, jeg tager hellere en tur med plæneklipper, hækkeklipper eller malerpensel. Heldigvis har jeg en mand, som kan trylle i et køkken og som gerne tager turen i supermarkedet. Min hjerne slår kruseduller, så snart jeg nærmer mig en køledisk. Jeg bliver totalt stresset og uden for alt fornuft, hvis jeg skal gøre indkøb til tre dages forplejning, med mindre der ligger en forudbestemt madplan. Til gengæld har jeg ingen problemer med at udtænke, projektere og implemeterer en forandring eller it-løsning for 1000 mennesker.

Har endelig fået opfyldt min pigedrøm. Er genopstået som hestepige og startede med at have halvpart i en dejlig hest på Christianslund Ridecenter. Men i ponystalden stod den dejligste vallak og slog smut med sine mørke øjne og jeg var solgt. Så 30 år efter at en hest var mit største ønske, er det endelig gået i opfyldelse og jeg har fået min egen hest. Men det er også det nærmeste jeg kommer på at dyrke motion.

På den ene side, er jeg udadvente, nem at komme i kontakt med, fordomsfri og ikke bange for iscenesætte mig selv, hvis det har et lødigt formål. På den anden side er jeg meget privat og værner om min inderste, private kerne.

De kedelige fakta

Jeg er Randerspige fra den sydlige side af fjorden. Gået i skole på Søndermarkskolen, hvor Oline nu slår sine folder. Fik den blå studenterhue trukket ned over ørerne på Handelsskolen i Paderup i 1989. Hed dengang Pia Dalsgaard Mikkelsen – brugte sjældent det sidste efternavn, så jeg hed mest Pia Dalsgaard. Giftede mig til det besværlige navn Pehrsson. Det er set i utallige variationer: Pia Person, Pia Pehrson, Pia Persson….. Dog har vores gamle måleraflæser formået at give den mest kunstneriske udgave: Pehorson!

Skriv et svar