Sommer i Blåvand

Sommerferien gik i år til Blåvand på Hvidbjerg Strand Camping. Vi har været der tidligere for tre år siden. Og med udsigt til forrygende sommervejr, så måtte Blåvand være et godt sted.
Med temperaturer på over 30 grader, minimal vind og bagende sol, er stranden et godt sted at opholde sig. Ikke bare om dagen, men også om aftenen til en slentretur i vandkanten.


Sommerbørn

Vi vender endnu et kalenderblad og det er blevet den 1. juli. Skolernes sommerferie er begyndt og Oline har 6 lange uger foran sig, hvor hun mest skal lave ingenting.

Hestebørn har også brug for ferie. Til daglig går Gajol på en jordfold og han har hele sommeren kigget langt efter det grønne græs. Så her i weekenden tog han og hans bror på fire ugers sommerferie. Det rene drømmeland for heste. Knæhøjt græs. Og rigeligt af det.

20130701-195438.jpg


Dejlige efterårsdage

20121017-193046.jpg

Den sidste måned har været temmelig hektisk, så det var virkelig tiltrængt med en lille efterårsferie.

Vi er lige kommet hjem efter tre dejlige dage i Nordjylland. Sammen med Søren, Bettina og drengene, har vi været på Slettestrand. Ren afslapningen. Gåtur ved vesterhavet, tur til Blokhus og middagslur på sofaen. Børnene har lagt i blød i feriecentrets varmtvandsbassin flere gange dagligt. Og det bedste af det hele: halvpension, så vi skulle bare møde op i restauranten og nyde maden.

Det er slet ikke til at holde ud at tænke på, at i morgen sidder jeg bag ved skrivebordet på mit arbejde igen.

20121017-193207.jpg


Damestenen

Bedstefar og Bedstemor kommer til Bøsøre med det gode vejr, hjemmebag, kød til grillen, masser af nyplukkede ærter, blomster fra haven og en flaske vin. Derudover har de stakke af madrasser og dyner med, så de kan få en overnatning i husvognen.

Bedste spotter, at Danmarks største sten ligger “et stenkast” herfra. Og sagnet siger netop, at Damestenen er kastet af en troldkvinde fra Langeland og målet var Svindinge kirketårn. Men stenen nåede ikke så langt, så den landede ved Hesselager.

Vi tager en lille udflugt til stenen og Bedstefar, Oline og jeg må selvfølgelig bestige bjerget.

Damestenen

Bedstefar bestiger Damestenen

Oline og Pia på toppen af Damestenen


På tur til Svendborg

Vi dasker rundt i Svendborg midtby. Shopper lidt og kigger på de mange velbevarede gamle huse. Vi falder over en lille butik med tøj fra Desigual. Desværre er jeg ikke nogen lille, fiks sydeuropæisk model. Det er ikke lykkes mig at finde noget tøj derfra, som jeg kan klemmes ned i. Da jeg fyldte 40, fik jeg en håndtaske fra Desigual af Kurt. Sådan en kan man jo altid passe…. Men Kurt har åbenbart latino-mål. I alt fald fandt han en rigtig smart skjorte på udsalg. Jeg anede ikke engang at Desigual også lavede tøj til mænd.

Vi når at få frokost udendørs, før det begynder at dryppe. Og inden vi er tilbage på campingpladsen, regner det i stride strømme. Det bliver det ved med i et døgn. Ikke nogen god begyndelse til en campingferie, når man har mig med!!!


Sommerferie

Vi har pakket campingvognen og trukket den til Bøsøre Strand Camping på Fyn. Ti dage, hvor vi bare skal slappe af og drysse rundt og forhåbentlig nyde det gode sommervejr. Vi har overvejet for og imod, om vi skulle være kørt en tur til Harzen eller om vi skulle blive i Danmark. Vi endte på Fyn. Dejlige, smukke Fyn med masser af oplevelser og skønne slotte.

Jeg er skrækkelig kritisk når der skal vælges campingplads. Men mon ikke Bøsøre kan leve op til mine forventninger. Indendørs badeland, strand og vand, aktiviteter for børn, ordenlige toilet og badeforhold. Restaurant og pizzaria. Alt sammen bygget op omkring eventyrlig stemning, med inspiration fra H.C. Andersen.


Juleferie

Jeg laver ingenting. Absolut ingenting. Sådan en første juledag består af ren afslapning. Bedstemor og Bedstefar har været til julefrokost og afslapning hos os i dag. Selv om vi bare fik “en enkelt lille rugbrød”, så spiste vi alt for meget. Allerede efter fire slags sild, laks, rejer og æg, så var vi faktisk mætte. Og der var jo også lige lidt and og flæskesteg fra juleaften, som skulle spises. Osten blev vi nødt til at droppe, selv om vi gik en eftermiddagstur og luftede os lidt.

Nu sidder Oline og jeg med firkantede øjne. Siden lidt over middag har Oline haft gang i en marathonudgave af “Danmarks næste topmodel”. Nu er vi nået til finalen og har set samtlige afsnit fra 2010 ud i en køre. Men så må det også være slut med at lave ingenting. Du har vi lavet ingenting i to dage. I morgen må vi få gang i noget fornuftigt. Ellers bliver jeg vist tosset.


Dejlige sommerdage i Blåvand

Da vi ankom til Blåvand var der stiv kuling. Oline og jeg måtte nærmest ligge hen over teltstænger og fortelt, for at det ikke skulle flyve væk, mens det blev sat op. Lidt regnvejr har vi også fået. Men i løbet af de ti dage vi har været på Hvidbjerg Strandcamping, har vi haft tre dejlige dage, hvor vi har kunne være ved stranden og bade.

Stranden og badeforholdene ved Blåvand er rigtig gode. Der er lavvandet langt ud og Horns Rev som stikker ca 40 km ud fra kysten, fungerer som bølgebryder både over og under vandet. Standen er bred og hvid. Der er stort set ingen sten og i de dage vi var der, var der hverken vandmænd, alger eller tang i vandet eller på stranden.

Oline er en rigtig vandhund. Hun elsker at bade og er god til at svømme. Det kniber mere med mig. Det skal være virkelig hedt, før end jeg skal en tur i baljen. Jeg er mere til vand a la badekar og spa. Da det var lavvande om eftermiddagen, måtte jeg have fødderne i vandet, for at jeg kunne komme tilstrækkelig tæt på Oline, så jeg kunne holde øje med hende ude i bølgen blå. Hun havde fundet en legekammerat i campingvognen overfor os, så de boltrede sig i vandet. Oline synes det var temmelig mystisk, at hun gik ud i vandet til numsen, men hvis hun gik længere ud, så gik det kun til knæene. Og sådan kunne hun fortsætte et par gange.

Selv om vi havde nogle virkelig varme dage, var det så som så med varmen om aftenen. Men det betød også forholdsvis få mennesker på standen om aftenen. Så var der til gengæld mulighed for at gå tur med Coco og slippe hende løs på stranden. Hun var helt fjollet, når hun spænede rundt i sandet. Hun piskede ud i vandkanten og ind igen. Gravede i sandet. Lykke at møde en anden hund, som hun kunne fjolle med. Hun lignede mest af alt en våd piberenser, rullet i sand, når vi gik tilbage til campingvognen. Heldigvis har hun ingen underuld og tørrer hurtigt og sandet slipper let hårene igen, når hun er tør. Men jeg synes nu vi alligevel fik rigelig sand i sengen….


Fanø til fods

Egentlig var planen, at tage en tur rundt på Fanø på cykel, men vi har ikke tænkt på, at vi skulle have haft cykelstativet med, så cyklerne kunne komme bag på bilen til Esbjerg. Så det bliver en fodtur. Mandag er der udsigt til tørvejr og lidt sol, så vi pakker rygsækken til en udflugt.

Bilen parkeres på havnen i Esbjerg og vi tager den lille færge til Fanø. Der er to færger der betjener den lille færgeoverfart, så der er afgang hver 20. minut. Vi kommer nu ikke til at vente, men kan gå direkte ombord og vi sætter os på det øverste, udendørs dæk. Coco er selvfølgelig med på udflugt.

På Fanø tusser vi rundt i Nordborg. Vi starter med en “strøgtur” sammen med en bunke andre turister. Op og ned af hovedgaden i Nordby. Ind og ud af en masse butikker. Vi fristes nu ikke rigtig af noget. Oline må dog have en nøglering med hjem til samlingen.

Næsten tilbage ved vores udgangspunkt ved havnen, går vi ind omkring kroen og spiser en sen frokost på deres terrasse. Vi har udsigt til havet, som her midt på eftermiddagen trækker sig længere og længere tilbage. Jeg er lige ved at tro, at vi kan gå på revlerne tilbage til Esbjerg. Desværre ser vi ingen sæler, men en af tjenerne fortæller, at sælerne ligger på den første revle ud for kroen, når hun møder ind om morgenen. Vi når at få vores frokost i solskin, inden der kommer en lille smule regn, netop som vi er ved at forlade kroen.

Efter frokost går vi en tur rundt i de små gader. Egentlig vil vi gerne geochache, men de geochaches som ligger i Nordborg er en del af en større gåde, som kræver at vi kommer en del rundt. Så vi nøjes med at finde den første koordinat ved kommunens hovedbygning. Ellers slentre vi bare rundt i den gamle bydel og nyder de smukke huse og haver. Vi bliver enige om at tage færgen retur til Esbjerg sidst på eftermiddagen og slutter dagen med en kæmpe is hjemme på campingpladsen.


Bobler af wellness

På campingpladsen er der et lækkert wellness-center. Om formiddagen er der adgang for alle. Også børn. Oline og jeg tager derop en morgen for at tøsehygge. Når vi bor på Hvidbjerg koster det 80,- kroner per person at få adgang til tre timers hygge og luksus.

Og det er virkelig super flot! Alt er så gennemført i materialer, belysning, møbler og musik. Helt fra omklædningsrummenes mørke trælåger på skabene til lysdiodernes stjernehimmel i dampsaunaen. Oline og jeg dypper os i det ene spabad efter det andet. Et sted er der musik under vandet. Et sted er vandet 42 grader og brændende varmt. Udendørs sidder vi i varmt boblebad, vi flyder i saltholdigt vand og Oline tager mod til sig og vipper en træspand med iskoldt vand ned over sig. Vi køler fødderne, mens vi går på forskellige typer strandsten gennem en isnende kold bæk.

Der er tændt op i den fritstående pejs og mens vi sidder på de opvarmede bænke, kan vi file fødder og vaske dem i de små fodkar. Oline er helt oppe at ringe. Hun synes det hele er fantastisk.

Oun beslutter sig for at, den den oplevelse skal Kurt også have. Da vi kommer tilbage til campingvognen, får hun i gang med at klippe og klistre i brochurerne fra wellnescentret og laver et gavekort til sin far. Hvis hun kan få serveret popcorn og en god film, så vil hun og Coco gerne være alene hjemme i campingvognen en aften, så Kurt og jeg kan holde “kærestehygge” i wellness en aften.

Oline bliver forsynet med “Min søsters børn vælter Nordjylland” og en gang guf, mens Kurt og jeg en aften tager op i wellness. Det er rigtig dejligt. Der er fredeligt og roligt på denne tid af dagen, hvor børn er forment adgang. Kurt er specielt vild med den varme grotte, hvor vandet er knald varmt og lysdioder farver vandet skiftevis lilla, grønt, gult og blåt. Det har været gråvejr hele dagen, men netop som vi ligger og plasker i det udendørs saltvandsbassin, bryder solen frem og kaster sine stråler på os og udsigten over klitterne og vadehavet.

Kurt og jeg prøver flere af de forskellige saunaer. Vi indånder varm luft beriget med mineraler, vi får musklerne varmet af strålevarme. Vi er ved at blive kvalt i en dampsauna – det er ikke vores favorit! Ind i mellem kan vi tage et forfriskende brusebad i massagebrusere eller gnide os med frisklavet is fra isbrønden. Vi nøjes med at drikke det gratis isvand, men ellers er der mulighed for at købe andre forfriskninger i baren.

Det kan bestemt anbefales at tage et pusterum i wellnesscentret på Hvidbjerg. Jeg overvejer, om vores 25 års venindejubilæum måske kan fejres her.